Afviser færre helligdage
Foto: Marie Bergmann
1. maj er ikke en af de dage, der er i fare for at blive droppet som fridag, da dagen slet ikke er officiel helligdag, men det er bl.a. Store Bededag, som nu måske bliver almindelig arbejdsdag.
Store Bededag og en anden helligdag - muligvis 2. pinsedag - kan blive afskaffet i trepartsforhandlingerne, men det bliver meget svært for regeringen at få afskaffet to helligdage ved lov. Oppositionen afviser nemlig at stemme for en eventuel lovændring, og Enhedslisten siger også nej.
Hverken Venstre, Konservative eller Dansk Folkeparti vil stemme for, at der bliver afskaffet to helligdage.
Dagbladet Børsen skriver mandag, at fagbevægelsen og regeringen er enige om at afskaffe to helligdage forud for trepartsforhandlingerne. Men det kan kun ske, hvis der er flertal for det i Folketinget, hvilket ser meget svært ud.
- Dansk Folkeparti lægger ikke stemmer til det. Det er en forkert vej at gå at begynde at røre ved de traditionsrige helligdage, vi har i Danmark, siger arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted (DF).
- Det er et angreb på den kristne tro, og det familierne har indrettet sig efter og et angreb på danske traditioner, som vi ikke bryder os om, siger han.
De Konservative er på linje med Dansk Folkeparti.
- Det er en meget dårlig idé at fjerne helligdage i forsøget på at få danskerne til at arbejde mere. Tilsyneladende betyder traditioner ikke noget for regeringen, men det gør de for rigtig mange danskere, siger Mai Henriksen.
Heller ikke Venstre er stemt for at afskaffe helligdage, men mener, at man i stedet bør se på antallet af feriedage.
Disse dage er helligdage i Danmark, ifølge borger.dk: Nytårsdag, Skærtorsdag, Langfredag, Påskedag, 2. påskedag, St. bededag, Kr. himmelfartsdag, Pinsedag, 2. pinsedag, 1. juledag, 2. juledag.
Ud over de officielle helligdage har banker og mange butikker, museer og restauranter også lukket grundlovsdag d. 5. juni, juleaftensdag og nytårsaftensdag. I nogle overenskomster er 1. maj en fridag, men det er ikke en helligdag.