Ældre vil ikke bo i ældreboliger
Flere hundrede ældreboliger står tomme i de største danske kommuner. I Aalborg vil man nu lave dem om til plejeboliger.
Cirka 270 ældreboliger står ledige i de fem største danske byer, og samtlige kommuner melder om udlejningsproblemer. De tomme ældreboliger koster knap 20 millioner kroner om året, fordi kommunerne hænger på huslejen, selvom lejligheden er ubeboet.
Den ældre del af befolkningens stigende indkomst er en væsentlig årsag til den faldende efterspørgsel på ældreboliger. De ældre har i større omfang råd til at benytte sig af private boligselskabers udlejningsmuligheder og til at indgå i private seniorbofællesskaber. På den måde afgør den ældre også selv, hvor flyttebilen skal køre hen.
- Beliggenhed er vigtig for mange ældre, og derfor er efterspørgslen mindre nogen steder, siger Michael Binderup, kontorchef i ældre- og handicapforvaltningen i Aalborg.
I Aalborg er man i gang med at konvertere 30-40 ældreboliger til plejeboliger, der er under døgnbemanding, og i Århus, Esbjerg og Odense forsøger man at leje ud til ældre, der ellers ikke er visiteret til en ældrebolig.
/ritzau/