Advarsel: Kraftige vindstød rammer tre nordjyske kommuner i nat - se her hvilke
Hold på hat og briller - og sikr dit hus, inden stormen rammer.
Sådan kunne de gode råd lyde, inden dele af Nordjylland natten til mandag bliver ramt af vindstød af stormstyrke.
DMI har netop sendt et varsel ud, som fortæller, at tre nordjyske kommuner er blandt dem, man forventer, rammes:
Hjørring, Jammerbugt og Thisted.
DMI varsel om vindstød af stormstyrke : https://t.co/7kpLEKVvuL pic.twitter.com/ABDXmhfclg
— DMI (@dmidk) January 21, 2024
Kommunerne vil ifølge DMI blive ramt af den voldsomme vind fra klokken 1 natten til mandag og frem mod klokken 10 mandag formiddag.
Derfor kan det være en god idé at sikre havemøblerne og andre "løse" ejendele allerede søndag.
DMIs varsel
Det er en kategori 1-varsel.
DMI forventer stormende kuling 20-23 m/s fra sydvest, med vindstød af stormstyrke, 25-28 m/s.
Vindstød af stormstyrke kan medføre, at tagsten blæser ned, store grene knækker, træer kan vælte og spærre tog- og vejstrækninger.
DMI spår, at der er en stor sandsynlighed for at broer må lukkes for trafik.