Aars kommer på landkortet i weekenden
Foto: Ib William Christensen
Cykelrytterne gør klar til start i Aars torsdag aften.
Der bliver noget for de fleste, når et cykelløb, et karneval og popstjernen Christopher i weekenden lægger vejen forbi Aars.
Der vil formentlig være en del flere mennesker på gaderne i Aars end normalt, når byen i den kommende weekend er vært for flere store begivenheder under titlen "Made In Aars".
- Med 100 børn i karnevalsoptog sammen med Poco Loco, med internationalt cykelløb og med Christopher på Kimbrertorvet, lægger vi op til en folkefest i Aars, siger Nicolaj Holm, direktør for Messecenter Vesthimmerland og chef for Aars Handelsstandsforening, der står bag arrangementerne.
Danmarks næststørste cykelløb, G. P. Himmerland Rundt - Made In Aars, er den store begivenhed, men børnekarnevallet, et maratonløb og Christopher vil formentlig også lokke mange ud i forårssolen, som skulle titte frem.
"Made In Aars"-arrangementet er ifølge Nicolaj Holm kun startskuddet til et spændende år, der også byder på folkefest i august, når 70.000 golfgæster besøger området.