Aalborg Portland lægger kursen om
Cementvirksomheden Aalborg Portland samler forretningen på to hovedområder og forventer afskedigelser.
Cementvirksomheden Aalborg Portland lægger nu kursen om og samler fokus på to hovedområder: Norden og resten af verden. Ændringen betyder både besparelser og nye investeringer, og virksomheden forudser, at man må afskedige medarbejdere.
- Det er endnu for tidligt at sætte tal på, men vi forventer at kunne orientere vores berørte medarbejdere og tillidsmændene inden udgangen af maj måned, siger direktør Frands I. Grex fra Aalborg Portland.
Ændringerne sker for at sikre, at koncernen holder sig konkurrencedygtig i de kommende år. Nogle områder, herunder fabrikken i Aalborg, vil nyde godt af flere investeringer. Aalborg Portland fortsætter investeringsprojekter, herunder i alternative brændsler.
- Når vi kender det præcise antal af medarbejdere, der må forlade os, vil vi også præsentere de initiativer vi vil sætte i værk for at hjælpe medarbejderne videre så godt som overhovedet muligt, siger Frands I. Grex.
/ritzau/