Aalborg Lufthavn oplever markant nedgang, men har fortsat liv i én type rejse
Foto: Jesper Lange
Som konsekvens af coronakrisen og de skærpede rejserestriktioner oplever Aalborg Lufthavn en markant nedgang i antallet af rejsende. Men på ét punkt er der fortsat rejseaktivitet - nemlig erhvervsrejser.
Den stigende coronasmitte i efteråret betyder stadig mere begrænset rejseaktivitet på verdensplan - og i Nordjylland. I Aalborg Lufthavn taler tallene deres eget sprog.
I den seneste måned var der 44.275 færre rejsende til og fra Aalborg Lufthavn i forhold til sidste år. Passagertallene udgør blot en tredjedel sammenlignet med sidste års antal rejsende i samme måned.
- Sommersæsonen sluttede i midten af oktober, hvor verden samtidig lukkede mere eller mindre ned igen. Som det ser ud nu er hele vintercharterprogrammet sat på standby, mens der fortsat er liv i erhvervsrejserne
Søren Svendsen, direktør i Aalborg Lufthavn
Mange bliver testet i lufthavnen
Udover synet af færre passagerer og flere masker i lufthavnen har det fra starten af oktober været muligt at møde sundhedspersonale, der kan pode og teste for coronavirus i lyntempo. Og testcenteret, som er blevet til i samarbejde med SOS International, har vist sig at være stærkt benyttet.
- Siden klinikken åbnede 7. oktober har der været fuldt booket. Derfor udvides kapaciteten også løbende, og indtil videre har vi kun fået positive tilbagemeldinger fra særligt erhvervslivet, der sætter stor pris på et lynhurtigt testsvar, når de skal afsted eller er på vej hjem til kollegaer og familie, siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen.
Aalborg Lufthavn oplyser, at Dansk Luftfart arbejder på højtryk for at få etableret et mere effektivt testsystem. Det skal ske i samarbejde med myndigheder og regering.
Fortsat liv i erhvervsrejser og indenrigsrute
Selvom de fleste charterruter er aflyste og på hold, så længe smitten er stigende, melder lufthavnen om aktivitet, når det gælder forretningsrejser.
- Sommersæsonen sluttede i midten af oktober, hvor verden samtidig lukkede mere eller mindre ned igen. Som det ser ud nu, er hele vintercharterprogrammet sat på standby, mens der fortsat er liv i erhvervsrejserne til blandt andet Amsterdam, hvor KLM fastholder op til to daglige afgange, siger Søren Svendsen.
Lufthavnsdirektøren oplyser, at indenrigsruten til og fra København holdes godt kørende med et større rejseudbud fra flyselskaberne SAS, Norwegian og DAT. De seneste tal viser fra Aalborg Lufthavn viser desuden, at næsten halvdelen af indenrigspassagerene er tilbage sammenlignet med sidste år.
I den seneste rejsevejledning fra Udenrigsministeriet frarådede Udenrigsministeret ikke-nødvendige rejser til hele verden. Undtaget er dog to regioner i det nordlige Sverige.