Aalborg har landets største penthouse-lejlighed
Foto: Palle Peter Skov (Home)
Aalborg er øverst på listen over de 10 største penthouse-lejligheder, der er til salg netop nu. [b]Se lejlighederne her.[/b]
I hele Danmark finder du store, smukke penthouselejligheder med fantastisk udsigt. Og Nordjylland er også kommet med på penthouse-bølgen.
Boligsiden.dk har lavet en liste over de 10 største penthouselejligheder, der er til salg netop nu, og her er lejligheder i Aalborg også med på listen. Faktisk er Aalborg øverst på listen med landets største penthouselejlighed, der er til salg i øjeblikket.
På 6. sal på adressen Østerbro 29 A ligger der en 305 kvadratmeter stor lejlighed. Her er hele tre altaner og en stor taghave. Prisen er 9 millioner kroner.
Og du skal altså have den store pengepung frem, hvis du er interesseret i en penthouse-lejlighed. Tuborg Havnepark i Hellerup topper prislisten med en kvadratmeterpris på over 80.000 kr. Men du kan få penthouse-luksus for helt ned til 23.000 kr. pr. kvadratmeter på Østerbro i København.
- Det er ikke til at tage fejl af, at kvadratmeterpriserne stiger, jo længere op du kommer i en etageejendom. Og vil man bo øverst oppe, kommer det i gennemsnit til at koste over 26.000 kr. pr. kvadratmeter. Det er hele 9.000 kr. ekstra pr. kvadratmeter sammenlignet med at befinde sig i jordhøjde i stuen, og 6.500 kr. over den gennemsnitlige kvadratmeterpris for en ejerlejlighed, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk.
Her er de 10 største lejligheder i mindst femte sals højde:
1. Østerbro 29 A, 6. sal, Østerbro Brygge, 9000 Aalborg
Hele 305 kvadratmeter på toppen af Aalborg tager førstepladsen over store penthouselejligheder. Her får du hele 3 altaner og en stor taghave. For dig, der vil have en have men stadig bo på toppen af byen. Kontantpris 9.000.000 kr.
2. Østerbrogade 112, 5. sal, 2100 København Ø,
279 kvadratmeter finder man på toppen af Østerbro i København. Unik taglejlighed med stor altan, så du kan nyde udsigten. Og ikke mindst listens billigste kvadratmeterpris. Kontantpris 6.500.000 kr.
3. H. C. Ørsteds Vej 50 A, 5., 1879 Frederiksberg C
På tredjepladsen finder man 266 kvadratmeters Frederiksberg-penthouse med smukke fritlagte bjælker i den store taglejlighed. Kontantpris 6.695.000 kr.
4. Gråbrødrestræde 23, 5., 1156 København K
Yndlingsbeliggenhed for den, der vil bo i hjertet af København - og på toppen af verden. På Gråbrødretorv finder du 239 kvadratmeter med den hyggeligste tagterrasse med pejs. Kontantpris 6.495.000 kr.
5. Ved Bølgen 13, 8, 7100 Vejle
Bølgen i Vejle er naturligvis også repræsenteret. Her er der 238 kvadratmeter på toppen af den smukke og særlige bygning helt ud til vandet. Kontantpris 13.595.000 kr.
6. Thorshavnsgade 19, 5. tv, 2300 København S
Velkommen til Amager og 236 kvadratmeter på Islands Brygge. Fra den store tagterrasse kan du skue ud over byens tage. Kontantpris 11.500.000 kr.
7. Strandbygade 16, 8, 6700 Esbjerg
Esbjerg byder ind på 7. pladsen med 235 kvadratmeter drømmelejlighed og en placering på 8. sal. Herfra er der udsigt over havnen. Kontantpris 9.998.000 kr.
8. Rådmand Steins Allé 21, 6, 2000 Frederiksberg
Frederiksberg kaprer også 8. pladsen. Her er der 232 kvadratmeter penthouse til den fodboldglade. Her er der nemlig udsigt ud over FCKs boldbaner. Indflytningsklar lejlighed til den pladskrævende livsnyder. Kontantpris 6.995.000 kr.
9. Frederiksberg Allé 98B, 5. Th, 1820 Frederiksberg C
221 kvadratmeter med kuppel og en helt exceptionel rund altan finder man på toppen af Frederiksberg. Her får du kig til himlen og oceaner af stemning i den smukke lejlighed. Kontantpris 11.850.000 kr.
10. Tuborg Havnepark 18, 6, 2900 Hellerup
På 10. pladsen er der 218 kvadratmeter på 6. sal i eftertragtede Tuborg Havn med udsigt til havnebassinets yachts. Tæt på København i eksklusivt maritimt miljø. Værsgo at slagte sparegrisen. Kontantpris 18.000.000 kr.