Aalborg har landets hårdeste grundvandsbeskyttelse
Aalborg Kommune har de skrappeste miljøregler i hele landet for grundvandet. Det betydernedlæggelse af landbrug, tabte arbejdspladser og en millionregning til forbrugerne. Politikerne i byrådet skændes lige nu om at få ændret reglerne.
Jørgen Madsen er økologisk landmand. Han bor i Visse sydøst for Aalborg i området med landets skrappeste grundvandsregler, og det betød, at han for nogle år siden blev eksproprieret.
-Det kom helt bag på mig, og jeg blev lidt fortvivlet. Det var en forfærdelig omstilling at gå fra at være økologisk landmand med 200 malkekøer til at være lagerbestyrer. I dag har jeg lagerhotel for industrien i de tidligere kostalde. Jeg forstår slet ikke, at kommunen skulle gå så drastisk til værk. Jeg bruger jo ikke kemi i min drift, siger Jørgen Madsen.
I Aalborg Byråd er man uenige om de regler og beregninger, der skal bruges for at sikre grundvandet. Socialdemokraterne og Enhedslisten er blandt dem, der vil anvende de såkaldte maksimalberegninger - for at være på den sikre side. Men Venstre kalder det overbeskyttelse
-Aalborg er ene af samtlige landets 98 kommuner om at beregne på den måde. Det svarer til at gå med fem par seler, livrem og overall på samme tid. Det er spild af 150 millioner kroner og 100 arbejdspladser at gå så hårdt til værks, siger byrådsmedlem Jan Thaysen (Venstre), der er uddannet landmand og landinspektør og har arbejdet som forskningsassistent i grundvandsbeskyttelse på Aalborg Universitet.
Rådmanden for miljø og energi i Aalborg Kommune fastholder særstillingen
-Jeg vil ikke blande mig i hvad andre politikere i landets 97 andre kommuner beslutter. Jeg er optaget af, at der kommer rent drikkevand ud af vandhanerne. Aalborg har særlige udfordringer, fordi 100.000 får drikkevand fra det samme lille areal og samtidig har særligt sårbare jordlag, siger Lasse Olsen (Enhedslisten), miljø- og energirådmand i Aalborg Kommune.
Det tilbagevises af natur- og miljøkonsulenten i Agri Nord.
-Aalborg er ikke ringere stillet end de andre kommuner. Der er kridt i undergrunden, men kvælstofindholdet er faldende - og det er på trods af, at vi har almindelig landbrugsdrift på jorden ovenover, siger Tina Madsen, natur- og miljøkonsulent i Agri Nord.
De forskellige påstande kommer nu til et eftersyn. Efter et magistratsmøde forleden skal grundvandsbeskyttelsen beregnes på ny.