Aalborg Håndbold i træningstøjet
Det nye trænerteam er på plads, og klubben er klar til den nye sæson i herrerhåndboldligaen.
Træningen frem mod den nye sæson er gået i gang for Aalborg Håndbold og for klubbens nye trænerduo.
Onsdag var første træningsdag for Aalborg Håndbold i denne sæson - og dermed også første arbejdsdag for klubbens nye træner-team, de to tidligere landsholdsspillere Nicolai Jacobsen og Morten Bjerre.
Træningen foregik dog langt fra halgulvet og var i stedet henlagt til Aalborgs atletikstadion.
- Jamen vi skal lige se hvem der er i god form, og hvem der ikke er. For at lære spillerene lidt at kende og se hvad deres fysiske formåen er, siger Nicolai Jacobsen.
Sidste sæson var en blandet fornøjelse for de nordjyske herrer. En skuffende placering i grundspillet, og en misset semifinaleplads betyder, at der i år skal mere stabilitet ind på holdet for at nå målet om at slutte sæsonen i top fire.
- Jeg glæder mig utroligt meget. De (trænerteamet, red.) virker som et par kompetente herrer, og jeg tror virkelig, at de kan få sat et godt aftryk på det spændende hold vi har, så jeg ser rigtig frem til den her sæson, siger stregspiller Jacob Bagersted.
Hurtigste mand i dagens løbetest var i øvrigt fløjspilleren Jan Lennartsson.