Aalborg-appel: stop salg af slam til bønder
Aalborg Kommune beder nu samtlige kommuner vest for Storebælt om hjælp til at beskytte sit grundvand ved ikke at sælge slam til landmænd fra den nordjyske kommune.
Det oplyser P4 Nordjylland.
Mens Aalborg af forsigtighedsgrunde sender sit spildevandsslam til destruktion, så gøder landmænd lystigt med slam fra andre kommuner - og det kun ti meter fra drikkevandsboringer.
Det er lovligt nok, men Aalborg kommune anmoder nu andre kommuner om ikke at sælge spildevandsslam til landmænd med jorder nær Aalborgs drikkevands-ressourcer. Kommunen er bekymret for, at slammet med tiden vil sive ned til grundvandet og forurene det.
Forsyningsrådmand Preben Pedersen afviser en anden mulighed - nemlig at betale landmændene for ikke at gøde med slam.
- Teoretisk set kunne man måske godt, men det ville være meget uheldigt, hvis man skulle til at betale folk for den slags. Det kunne få nogle afledte virkninger, som er ret uoverskuelige, siger Preben Pedersen til P4 Nordjylland.
På kort sigt er der altså kun den mulighed at appellere til de andre kommuners samvittighed, mener Preben Pedersen.