AaB tror på sejr
Foto: TV2/Nord
Trods onsdagens nederlag, så tror flere af AaB-spillerne på en sejr i returopgøret om en uge.
AaB premieren i Champions League mod kroatiske Dinamo Zagreb endte med et nederlag på 0-1, men flere spillere er enige om at bevare optimismen og satse på en sejr i returopgøret.
- Jeg synes, det er ærgerligt, det ender med et nederlag. For vi spiller en okay kamp, vi kommer frem til gode chancer og har en god fornemmelse i første halvleg, men ærgerligt at vi ikke får scoret, siger Rasmus Thelander og tilføjer:
- Vi skal ned og have en sejr. Efter i dag er jeg optimistisk. Tror på det kan lade sig gøre.
Også AaBs næsten-debutant, Jakob Blåbjerg, er både ærgerlig og optimistisk.
- Det bliver svært dernede i Zagreb, men jeg er sikker på et godt resultat, siger Jakob Blåbjerg.
Han mener, AaB leverer fine facetter, men kroaterne bare var knivskarpe.
- Men det var en fed kulisse, og det fedeste jeg har prøvet, siger Jakob Blåbjerg, der spillede for AaB for bare anden gang.
Også træner Kent Nielsen ærgrer sig og betegner det som et lige opgør.
Der er returkamp i Zagreb den 6. august.