AaB smed 2-0-føring over styr
Foto: Allan Storkborg (Arkiv)
Heller ikke i fjerde forsøg i foråret var der succes for AaB, der endnu har sin første sejr i Superligaen i 2013 til gode.
AC Horsens vendte 0-2 til 2-2 i hjemmekampen mod AaB.
Nordjyderne smed torsdag en 2-0-føring over styr på Casa Arena i Horsens mod et hjemmehold, der ikke virkede til at være på banen i første halvleg, men kæmpede sig til et 2-2-resultat efter pausen.
Her bed AC Horsens anderledes fra sig, og det, der lignede en stensikker sejr ved 2-0 efter 45 minutter, skulle AaB pludselig arbejde gevaldigt for bare at få ét point ud af.
AC Horsens-træner Johnny Mølby hev Martin Retov og angriberen Jude Nworuh ud i pausen og erstattede dem med Lasse Kryger og angriberen André Bjerregaard.
Især sidstnævnte gav kunstigt åndedræt til et Horsens-hold, der virkede underligt tamt i første halvleg og var meget svært at kende fra de seneste fine præstationer mod OB og FC København.
Efter kampen må samtlige af hjemmeholdets spillere ønske, at de havde lagt den samme indsats for dagen i første halvleg, som de gjorde i anden, og som André Bjerregaard var primus motor for.
I modsætning til Nworuh løb han i dybden og jagtede alle løse bolde, hvilket gav en reducering allerede efter otte minutters spil af anden halvleg.
En løs bold i feltet ville både han og AaB-målmand Nicolai Larsen have fat i. Men Bjerregaard kom først og tændte håbet i hjemmepublikummet.
De 3283 ansigter kunne formentlig ikke tro deres egne øjne, efter hvad de havde set i de første 45 minutter.
Men det skulle blive bedre endnu, da Nabil Aslam ni minutter før tid steg til vejrs og headede bolden i mål til slutresultatet 2-2.
En ret så uvirkelig udvikling efter første halvleg, som AaB fuldstændigt havde domineret.
Alene i kampens første 20 minutter skabte de fire-fem mellemstore chancer, mens østjyderne absolut intet kunne.
AaB-angriber Søren Frederiksen udnyttede i det ottende minut passiviteten hos Horsens og headede bolden i nettet til en 1-0-føring, mens Nicklas Helenius gjorde det til 2-0 på et flot langskud kort før pausen.