AaB rejst til Rumænien: Omstillinger er nøglen
Foto: Bruno Stagsted (arkiv)
AaB-spillerne rejste onsdag morgen til Bukarest, hvor de skal spille Europa League-kamp torsdag.
Kent Nielsen tror på, at AaB's omstillinger kan true den rumænske defensiv.
AaB skal torsdag aften op imod Steaua Bukarest i den første kamp i nordjydernes Europa League-gruppespil.
Træner Kent Nielsen erkender, at det en storklub, som AaB skal møde, men han tror stadig på, at de danske mestre kan drille rumænerne.
- Vi havde mange gode tendenser i vores spil mod FCK, hvor vi lykkedes i længere perioder end hidtil i sæsonen. Samtidig var vi meget tilfredse med vores defensiv, og kan vi kombinere godt forsvarsspil med hurtige omstillinger og perioder med mere organiseret opspil, har vi nøglerne til en god præstation og et brugbart resultat, siger Kent Nielsen til AaB's hjemmeside.
AaB's cheftræner har udtaget følgende 21 spillere til kampen mod Steaua Bukarest:
1 Nicolai Larsen, 5 Kenneth Emil Petersen, 6 Donny Gorter, 7 Thomas Enevoldsen, 8 Rasmus Würtz, 9 Thomas Augustinussen, 11 Nicklas Helenius, 14 Mathias Wichmann, 15 Gilli Sørensen, 18 Anders K. Jacobsen, 19 Søren Frederiksen, 20 Henrik Dalsgaard, 21 Kasper Risgård, 22 Carsten Christensen, 23 Nicolaj Thomsen, 25 Frederik Børsting, 26 Rasmus Thelander, 28 Viktor Ahlmann, 30 Andreas Bruhn, 31 Jakob Blåbjerg og 32 Kasper Pedersen.
AaB's skadesliste omfatter fortsat Patrick Kristensen, Mathias Thrane, Jakob Ahlmann, Rasmus Jönsson og Lukas Spalvis.
Kampen i Rumænien skal spilles uden tilskuere, fordi Steaua er blevet straffet af UEFA for racistiske tilråb. Kampen fløjtes i gang klokken 21.00.