AaB pryglede tamme bosniere
De danske fodboldmestre behøvede ikke to kampe for at klare sig videre i Champions League. Efter 5-0 i Aalborg ligner returkampen i Bosnien en ren formalitet.
AaB kan godt begynde at glæde sig til to altafgørende slag om en plads i fodboldens multimillion-Mekka, Champions League. Med onsdagens knusende 5-0-sejr over bosniske Modrica er nordjyderne i realiteten allerede klar til den tredje kvalifikationsrunde.
Returopgøret på Balkan om en uge har blot karakter af en spadseretur.
AaB signalerede alene med sin udgangsformation intentionerne før det første opgør. Bosnierne skulle kværnes i stykker ved hjælp af et højt tempo og et stressende boldpres. Med særdeles angrebsorienterede kanter og backs samt svenske Andreas Johansson liggende bag frontduoen Simon Bræmer og Jeppe Curth
gik danskerne på måljagt straks fra den russiske dommer Sukhinas første pift.
Den aggressivitet kom til at gå grumme ud over et bosnisk mandskab, som ikke ville have en chance for at begå sig i SAS-ligaen. Modrica fremstod ukoordineret og usikkert. Boldomgangen var upræcis, og tempoet gabende lavt.
Og efter de første 45 minutter var bosnierne i realiteten allerede slagne efter tre scoringer fra Andreas Johansson, Michael Jakobsen og Simon Bræmer. Anders Due og brasilianske Caca var de to AaB'ere,
der stod stærkest i billedet, og de lukkede og slukkede slaget med hver deres træffer i anden halvleg. Fortjent for de to kanter var en oplevelse, når de fra hver sin flanke dansede sig forbi de rådvilde og efterhånden kapitulerende bosniere. Men også Andreas Johansson, Steve Olfers og Kasper Bøgelund leverede gedigne præstationer, selv om sidstnævnte blot fik de første 45
minutter på banen.
Modrica gemte sig fra først til sidst i skyttegraven for at
minimere ydmygelsen, og bosnierne havde end ikke et skudforsøg mod Karim Zazas mål i hele kampen.
Med de 5-0 er AaB klar til næste akt i mesterligaen, og så kan man roligt fastslå, at legestuen er forbi. Topmandskaber som FC Barcelona, Arsenal, Liverpool, Juventus, Werder Bremen og Atlético Madrid befinder sig i hvert fald i en helt anden fodboldgalakse end skuffende Modrica.
/ritzau/