AaB nedjusterer forventningerne for 2008
Finanskrisen koster også i AaB, som nu nedjusterer forventninger til årets resultat.
Champions League-eventyret på fodboldbanen har givet mange millioner kroner i AaB-kassen, og for to måneder siden opjusterede klubben forventningerne til årets resultat til et overskud på 75 millioner kroner. Nu peger pilen nedad. AaB forventer nu kun overskud på 40 millioner kroner.
Det skyldes primært finanskrisen, som har betydet, at AaB har valgt ikke at sælge deres ejendom på Hadsundvej i år.
- Vi vil hellere beholde ejendommen end sælge den for billigt, siger AaB administrerende direktør Poul Sørensen til TV2/NORD.
Også salget af Sports Master-kæden er udsat, og det kan ses på bundlinjen.
AaB har i årets første 9 måneder overskud på 19,3 millioner kroner. Det betegner AaB-koncernen som tilfredsstillende, men man konstaterer også, at der på flere forretningsområder har været en ikke tilfredsstillende udvikling. Manglende sportslige resultater koster således både på isen og på håndboldbanen. AaB Ishockey har minus på fire millioner kroner i årets første 9 måneder, mens AaB Håndbold har underskud på tre millioner kroner.