AaB kan tangere klubrekord
Foto: TV2/Nord
Henter det nordjyske fodboldflagskib point mandag aften, tangerer truppen klubbens egen rekord for hjemmekampe i træk uden nederlag.
AaB hænger på i toppen af Superligaen og kan med en sejr over Viborg mandag aften overvintre på ligaens andenplads. Samtidig ved sejr eller uafgjort mod oprykkerne betyde at AaB har spillet 14 hjemmekampe i streg uden nederlag. Det vil være en tangering af klubrekorden.
I vejen står dog et oprykkerhold, der har imponeret i efteråret.
- Vi har dyb respekt for Viborg, som er et hold under udvikling. I starten af sæsonen levede man primært på omstillinger og dygtighed ved standarssituationer, men efterhånden er Viborg også blevet bedre rent spillemæssigt, siger AaB's cheftræner Kent Nielsen, der råder over en skadesfri trup.
- For vores vedkommende er fokus ellers rettet mod at bringe masser af energi, aggressivitet og højt tempo ind i kampen, og lykkes vi med det, så vil vi også være godt på vej mod et brugbart resultat. Vi skal spillemæssigt ramme vores topniveau for at kunne skabe chancer mod et velorganiseret Viborg-hold, siger cheftræneren.
Efterårets Superliga-punktum tegner til at blive en velbesøgt affære. Klubbens hovedsponsor Spar Nord har som tak for publikums opbakning købt og uddelt 5000 billetter og i alt var der søndag over 12.000 billetter ude til kampen.