AaB i 2014: Vi skal i Europa
Foto: Bruno Stagsted
Målsætningen er klar for nordjyderne oven på et efterår, der ender med en andenplads. De vil i Europa.
AaB sejrede 5-0 i Superligaens sidste kamp mandag aften mod Viborg. Dermed overvintrer nordjyderne på andenpladsen med fire point op til FC Midtjylland på førstepladsen og to point ned til FC København på tredjepladsen.
Efteråret har i perioder budt på sprudlende spil og mange mål fra det nordjyske fodboldflagskib, og selvom der stadig er mange kampe og point at spille om, er ambitionen, at en plads i Europa er minimum, når 2013/14-sæsonen skal gøres op.
- Vi har snakket om, at vi nu skal gå efter de europæiske pladser. En plads i Europa ville uden tvivl være prikken over i'et. Det er 100 procent det, vi går efter, siger Henrik Dalsgaard om målsætningen for sæsonen og fortsætter.
- Vi ligger godt til det lige i øjeblikket, men alt kan ske, så hvis ikke vi står klar, når der bliver fløjtet op i februar, så kan vi godt glemme alt om Europa. Det handler om nu, at vi skal bygge videre på vores stabilitet og holde vores høje top- og bundniveau.
I efterårets profil Kasper Kusk har AaB en spiller, som kan være afgørende for drømmen om Europa. Han er selv optimistisk omkring et 2014, der kan ende med hvad som helst.
- Det er vigtigt, at vi sætter os nogle nye mål for 2014. Vi skal arbejde videre med vores spilkoncept, som vi har gang i nu. Så et realistisk mål vil være europæisk deltagelse i næste sæson, fortæller Kasper Kusk.
Kasper Kusk er klar over, at økonomi er en afgørende faktor i spillet om topplaceringer. Og selvom den unge offensivspiller godt ved, at den nordjyske økonomi er presset og nok ikke kaster forstærkninger af sig, er en topplacering alligevel ikke umulig.
- Som vi spiller lige nu, bør vi være et af de hold, som skal spille med om de europæiske pladser, når status gøres op til sommer, siger han og tilføjer, at han højst sandsynligt fortsætter i AaB efter årsskiftet, grundet holdets store potentiale.