AaB henter Rasmus Jönsson
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Den svenske angriber skifter til AaB på en lejeaftale for resten af sæsonen.
AaB ser ud til at have fundet afløseren for Nicklas Helenius, der forud for denne sæson skiftede til engelske Aston Villa. Manden, der i denne sæson skal bombe for AaB bliver den 23-årige angriber Rasmus Jönsson, som klubben har lejet i tyske Wolfsburg.
- Omstændighederne har gjort, at det har været muligt for os, at få tilknyttet en topspiller som Rasmus Jönsson, der både er målscorer og kreativ oplægger, siger sportschef Allan Gaarde til klubbens hjemmeside.
Jönsson, der måler 1,92 m., skiftede tilbage i 2011 fra Helsingborg til Wolfsburg, hvor det aldrig er blevet til det store gennembrud, og nu håber angriberen, der har to A-landskampe på cv'et, at han kan komme tilbage i omdrejninger.
- For mig handler det om at hjælpe holdet til fremgang og personligt genfinde spilleglæden, og går det holdet godt, så går det også mig godt. Jeg ser meget frem til at vise mit værd for AaB, siger Rasmus Jönsson, der får trøje nummer 11.
Jönsson træner allerede i dag med den øvrige AaB-trup, men på grund af en mindre skade, kommer til at gå et stykke tid, før Aalborg-fans kommer til at se den nye angriber i aktion.