AaB håber stadig på Royal League
Den nordiske fodboldturnering Royal League er måske slut efter tre sæsoner. Ifølge det norske fodboldforbund er forhandlingerne om en ny tv-aftale strandet. Derfor lukker turneringen.
Den endelige dødsdom er dog ikke afsagt endnu, og i AaB håber man stadig på Royal League fodbold i år.
- Turneringen er vel skamskudt i øjeblikket. Vi vil gerne spille. Især fordi det vil passe os fint at spille kamp den 13. december mellem vores UEFA Cup kampe, siger sportsdirektør i AaB Lynge Jacobsen.
Royal League startede i 2004, og har haft deltagelse af de bedste hold fra Danmark, Norge og Sverige. AaB har en gang tidligere deltaget i turneringen, og Lynge Jacobsen tror, at klubbens spillere har stort udbytte af turneringen.
- Jeg tror, det har betydet noget for danske hold at spille Royal League. Det har været en god øvelse i at spille Europa Cup, men det er selvfølgelig svært at sige, om Royal League deltagelse er årsag til succesen, siger Lynge Jacobsen.
Det ventes, at den endelige dom over Royal League blev afsagt i denne uge. Turneringen skulle oprindelig starte 8. november. AaB skulle have to udekampe i år og en hjemmekamp i februar næste år.