AaB forlænger med Nicolai Larsen
Foto: Iben Hedemann (arkiv)
Nicolai Bo Larsen har forlænget med AaB. Kontrakten med målmanden løber til 2015.
AaB har forlænget med sit førstevalg mellem stængerne, U/21-landsholdsmålmanden Nicolai Larsen.
20-årige Nicolai Larsen der skiftede til AaB fra Lyngby Boldklub for snart halvandet år siden, har forlænget kontrakten således den gælder til 2015.
AaB's sportsdirektør Lynge Jakobsen glæder sig over forlængelsen af samarbejdet:
- Da vi hentede Nicolai, havde vi en tro på, at vi sikrede os en målmand, som med tiden kunne blive førstekeeper i AaB.
- Nicolai har et stort potentiale og har udviklet sig hurtigt i AaB, hvilket både skal tilskrives ham selv, men også vores dygtige målmandstræner Poul Buus, siger Lynge Jakobsen.
- Både som målmand og som menneske udviser Nicolai stor ro og modenhed, og på banen vil han i de kommende år kun blive bedre og bedre, lyder det fra Lynge Jakobsen.
Nicolai Larsen står i øjeblikket noteret for 34 U-landskampe for Danmark, som han har repræsenteret både i U/16-, U/17-, U/18-, U/19-, U/20- og U/21-sammenhæng.
- For mig er det en glædens dag at have forlænget min kontrakt med AaB, som er en fantastisk klub, hvor jeg har gode muligheder for at fortsætte min udvikling, siger Nicolai Larsen.
- Vi har indtil videre haft en godkendt efterårssæson, som vi forhåbentlig kan slutte godt af i Silkeborg på lørdag, og generelt ser jeg frem til at fortsætte det gode samarbejde med Kent (Nielsen, AaB's cheftræner, red.) og Poul Buus.
Nicolai Larsen er inden lørdagens opgør mod Silkeborg IF noteret for 17 officielle kampe for AaB.