AaB forlænger med Andreas Bruhn
Foto: Bruno Stagsted
AaB har forlænget aftalen med offensivtalentet Andreas Bruhn til 31. december 2016.
20-årige Andreas Bruhn skiftede som ungdomsspiller til AaB fra samarbejdsklubben Støvring I.F.
- Andreas er hurtig og gennembrudsstærk og med potentiale til at udvikle sig til Superligaspiller, konstaterer AaB's sportschef Allan Gaarde.
- Samtidig er forlængelsen en fortsættelse af vores talentstrategi som Hele Nordjyllands Hold, hvilket eksempelvis kommer til udtryk ved at vores Superligatrup i dag indeholder 14 ud af 26 spillere, der har spillet ungdomsfodbold i AaB, siger Allan Gaarde.
Andreas Bruhn, der har optrådt 17 gange på diverse danske U-landshold, glæder sig over sin nye aftale:
- Det er dejligt at have fået en forlængelse på plads, så jeg kan fortsætte mit arbejde henimod at få endnu mere spilletid for AaB.
- For mig handler det om at få noget hårdhed ind i mit spil, samtidig med at jeg fortsat skal udvikle mine kompetencer som en udfordrende spiller, siger Andreas Bruhn.
Andreas Bruhn er indtil videre noteret for ti officielle kampe for AaB.