AaB foran stor udfordring
Foto: Allan Storkborg
Jeppe Curth er med på banen, når holdet får besøg af OB lørdag.
AaB får lørdag besøg af OB i Energi Nord Arena - en kamp, som cheftræner Kent Nielsen kalder for "en ny stor test".
AaB's cheftræner Kent Nielsen ser frem til lørdagens opgør mellem de to hold, som begge har fået en god start på sæsonen:
- Faktisk har OB vel været det mandskab, der i perioder har vist størst styrke i denne sæson. De er rolige på bolden og har en fysisk stærk udstråling. Kollektivt fungerer det fint, og i Bashkim Kadrii, Peter Utaka og Hans Henrik Andreasen har de spillere, som individuelt kan noget ekstra, siger Kent Nielsen.
- For vores vedkommende bliver kampen en ny stor test, hvor vi både fysisk og spillemæssigt skal kunne modstå OB's pres. Vi har indtil nu været kollektivt enormt koncentrerede og meget energiske, samtidig med at vi periodevis har været gode på bolden og meget bevægelige og kreative i vores angrebsspil, lyder det fra Kent Nielsen, der har udtaget følgende 18 navne:
1 Nicolai Larsen, 2 Patrick Kristensen, 3 Kjetil Wæhler, 4 Lasse Nielsen, 5 Kenneth Emil Petersen, 6 Louay Chanko, 7 Anders Due, 8 Rasmus Würtz, 9 Thomas Augustinussen, 10 Jeppe Curth, 11 Nicklas Helenius, 14 Mathias Wichmann, 17 Chris Rolfe, 18 Lucas Andersen, 20 Henrik Dalsgaard, 22 Carsten Christensen, 26 Jakob Ahlmann og 29 Rolf Toft.
På skadeslisten har AaB Kasper Bøgelund, Kasper Kusk, Marcus Tracy og Denis Dedovic.