AaB-boss om Duncan: Han er for dyr
Foto: Allan Storkborg
Morten Duncan Rasmussen skal skal retur til Celtic efter denne forårssæson, fastslår Lynge Jakobsen.
AaB's sportsdirektør Lynge Jakobsen afviser, at klubben kan beholde angriber Morten "Duncan" Rasmussen.
Morten "Duncan" Rasmussen har scoret fire mål i de seneste tre kampe for AaB, som er godt på vej til at kravle op over nedrykningsstregen i Superligaen.
Men den formstærke angriber skal retur til Celtic efter denne forårssæson, fastslår AaB's sportsdirektør Lynge Jakobsen over for sporten.tv2.dk.
- Duncan er Celtic spiller. Og det er han også, når vores lejeaftale udløber. Han er for dyr, siger Lynge Jakobsen.
Selv om den tidligere Brøndby-angriber stortrives i Aalborg for tiden, så regner Duncan også selv med en returbillet til Glasgow inden længe.
- Min fremtid er Skotland. Jeg har en toårig kontrakt fra sommer i Celtic, så det er det, jeg forholdet mig til. Jeg fokuserer ikke på andet, end det, der står på papir.
- Det vigtigste for mig er at fortsætte. Hvis jeg synes, det er godt nok nu, så kommer jeg nok ikke til at spille mange flere kampe, så jeg bliver nødt til at kæmpe hårdt for at score igen næste gang, siger Duncan.
I efteråret blev Morten Rasmussen lejet ud til tyske Bundesliga-klub Mainz uden den store succes og spilletid, så angriberens agent Ivan Benes har haft travlt det seneste års tid.
- Der ikke er noget nyt omkring Duncans fremtid og vi må afvente og se, hvad der sker efter sæsonen, siger Ivan Benes til tv-stationens hjemmeside.