AaB-boss: Havde været naturligt at fortsætte med Kent
Foto: Tom Kjeldaard
Allan Gaarde så helst, at Kent Nielsen forlængede sin kontrakt med AaB, men træneren ville noget andet.
Fodboldklubben AaB skal finde en ny cheftræner fra sommeren 2015, men stod det til sportschef Allan Gaarde, skulle den nuværende succestræner Kent Nielsen forlænge sin kontrakt.
Men mandag meddelte klubben, at samarbejdet stopper ved kontraktens udløb efter sæsonen.
- Vi har haft en dialog og forhandlinger, men vi er ikke gået fra hinanden, fordi vi ikke kan blive enige. Kent har valgt nogle andre ting, siger Allan Gaarde til Ritzau.
Han anerkender dog, at Kent Nielsen kan føle, at han får svært ved at udrette større ting i klubben, efter det i den forgangne sæson blev til både mesterskab og pokaltitel.
- Det kan jeg da udmærket se, hvis det handler om det. Det store spørgsmål er altid; hvornår har man været lang tid nok et sted? Det kan godt være Kent har ret i, at det er det rette tidspunkt.
- Det er altid svært at vurdere. Vi har vurderet, det er naturligt at forsætte med Kent, fordi resultaterne har været så gode, og han lægger et stort arbejde for dagen, siger Gaarde.
Han kalder Kent Nielsen en af historiens største trænere i klubben, men pointerer at klubben tidligere er kommet sig godt efter afsked med succestrænere som Poul Erik Andreasen, Hans Backe og Erik Hamrén.
Nu begynder jagten på en ny.
- Det er noget andet at hente en træner end en spiller. Der er mange dygtige trænere, men mange af dem er på kontrakt andre steder.
- Det er svært at sætte karakteristika på, men det væsentligt, at den kommende kan bære AaB-kulturen videre og har det samme værdisæt om, at nordjysk talentudvikling skal føres videre, siger sportschefen.
Han har ingen præferencer omkring nationaliteten af den nye træner og tør heller ikke sætte dato på, hvornår en ny træner kan præsenteres.
- Processen starter først nu for alvor. Jeg har gjort mig tanker om, hvem der kunne være interessante, men jeg vil ikke gå dybere i den retning lige nu. Erfaringerne viser, at det ikke er den letteste post at besætte.