60-årig husker ikke trafikuheld
Kørte varevogn op bag i personbil og fortsatte. Føreren husker ikke sammenstødet.
En 60-årig mand kan ikke huske, at han mandag formiddag klokken 11.10 kørte op bag i en personbil med tre personer på Hirtshals-motorvejen ved Tylstrup. Efter sammenstødet fortsatte han, som om intet var sket.
- Personerne i personbilen fortæller, at de kørte omkring 110 kilometer i timer, og de er blevet ramt med stor kraft. Så det er gået hurtigt, og det kunne være gået meget værre, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Poul Badsberg.
På stedet fandt politiet varevognens nummerplade, og ud fra den identificerede de føreren som den 60-årige. De opsøgte manden på hans arbejdsplads i Aalborg, og her kunne de altså overraske manden med historien om hvad der var sket.
- Det lyder underligt, men vi har ingen grund til at tro, at han lyver, siger vagtchefen. Manden er ikke tidligere kendt af politiet.
Manden selv slap uskadt fra uheldet, men blev fragtet til sygehuset, for at få undersøgt, hvorfor han ikke husker uheldet.
To af de tre personer i personbilen blev fastklemt og måtte skæres fri. Den tredje person slap uskadt.