En magisk svømmehal: 50.000 tog turen til Aars
Foto: Jeanett Cecilie Jørgensen / TV2 Nord
50.000 gæster besøgte en gammel svømmehal i Aars, der var pyntet med 400 kilometer ståltråd, flere tons mos og mindst 80.000 kubikmeter vand.
Tusindvis af julelys, mannequindukker med vinger og materialer fra naturen. Det er blot nogle af de ting, den gamle svømmehal i Aars var pyntet med til juleudstillingen "ENGLEN".
Hele 50.000 gæster har været forbi udstillingen i Aars.
- Det er helt fantastisk, hvor stor bevågenhed denne juleudstilling i Aars har fået. Folk er valfartet til Himmerland for at opleve det smukke univers, som den gamle svømmehal er blevet forvandlet til, siger Johanne Bugge, der er Destinationsdirektør hos Destination Himmerland.
Og netop hos Destination Himmerland omtaler de udstillingen som Danmarks smukkeste, og pointerer at de tusindvis af besøgende gæster har brugt ord som "fantastisk", "mageløst" og "utroligt smukt" om juleudstillingen.
Rekordsalg i december
At juleudstillingen tiltrak så mange gæster, gavnede også handelslivet og restauranterne i byen.
- Juleudstillingen har været med til, at flere af vores butikker har meldt om rekordsalg i december. Der har været masser af liv i Himmerlandsgade, og det har givet handel i butikkerne. Restauranterne er blevet løbet over ende af glade gæster, fortæller Jesper Nielsen, der er Handelschef i Aars Handel.
Også Johanne Bugge har bemærket, at de lokale erhvervsdrivende har haft glæde af den øgede opmærksomhed.
- I Destination Himmerland har vi fulgt arbejdet tæt fra start til slut, og vi har selv kunnet mærke interessen fra folk, både via de sociale medier, vores hjemmeside, henvendelser fra gæster og især fra erhvervet, som har nydt godt af den opmærksomhed, som Aars har fået. Det er en gevinst for os alle, siger hun.
Endnu en udstilling
Blomstermanden Johnny Haugaard, der har udtænkt juleudstillingen, har kastet sin kærlighed på Himmerland og den gamle svømmehal.
Derfor står han bag endnu en udstilling i den magiske svømmehal, der finder sted til foråret.
Hos Destination Himmerland håber de på lige så stor opbakning til forårsudstillingen, der hedder "Naturens Stemme".
- Om der kommer lige så mange gæster til den nye udstilling, må tiden vise, men det er ganske vist, at den uden tvivl bliver lige så magisk og eventyrlig som juleudstillingen, siger Johanne Bugge.