5000 pensionister skal betale skattepenge tilbage
Ved en fejl har 5000 pensionister i Aalborg fået op til 10.000 kroner tilbage i skat. Skattemyndighederne har nu meddelt at pengene skal betales tilbage - men mange af pensionisterne har allerede hævet de uventede skattekroner.
Bent Nissen fra Svenstrup er normalt en sparsommelig førtidspensionist. Men i dag flotter han sig på dagens indkøb med både chokolade og dyr fisk. Han har nemlig højst uventet fået nemlig 9.000 kroner tilbage i skat.
- Jeg blev helt chokeret, da jeg fandt ud af det. Jeg ringede med det samme og fortalte min søster, at jeg har fået 9.000 kroner tilbage i skat, fortæller Bent Nissen, mens han lægger varer i kurven.
Det er en computerfejl hos SKAT, der er skyld i at 5000 pensionister i Aalborg har fået omkring 25 millioner kroner tilbage i Skat. En fejl, som Aalborg Kommune havde advaret om.
- Det er vanvittigt at det kan ske. De var advaret, og så får SKAT det ikke ordnet alligevel, siger Bent Nissen.
Fagchef Henrik Christensen hos Skattecenter Thisted beklager i dag fejlen, men siger at de 5000 pensionister skal betale pengene tilbage. De vil få tilsendt en ny årsopgørelse efter påske.
Bent Nissen har hævet alle de 9.000 kroner. Selvom det er en fejl hos SKAT, så synes han at han burde have lov til at beholde pengene.
- Det er jo dem, der har begået en fejl, men hvis jeg skal betale pengene tilbage er der jo ikke noget at gøre ved det, men jeg vil nyde dem, så længe jeg har dem, siger Bent Nissen.