50 ansatte på pinebænken
De nordjyske kommuner skal spare et trecifret millionbeløb, efter regeringen har ændret reglerne for støtten til aktivering af ledige. I Mariagerfjord Kommune ser det ud til, at lovændringen koster 50 mennesker jobbet.
Mariagerfjord Kommune foreslår at lukke hele det kommunale aktiveringscenter, som en direkte konsekvens af færre penge fra staten til aktivering. 50 ansatte risikerer at miste jobbet.
Berith Heien er socialrådgiver i projektcenter Mariagerfjord. Hun hjælper løbende 10 - 12 ledige i aktiveringsforløb. Nu vil kommunen spare det hele væk.
- Det er bekymrende. Jeg har jo hele tiden følt mig sikker i mit job, men nu ser det jo ikke så godt ud, siger Berith Heien, socialrådgiver, Projektcenter Mariagerfjord.
Staten har fra årsskiftet fjernet støtten til de kommunale aktiveringstilbud. I stedet skal kommunerne satse på at aktivere ledige i private virksomheder.
- Jeg bryder mig ikke om det. Det er en dårlig idé, siger Finn Cilleborg (Soc.dem.), Formand, Arbejdemarkedsudvalget, Mariagerfjord Kommune.
Kommunen kan nøjes med at spare de 12 millioner som kommunen i realiteten mister i statsrefusion, men vælger at spare 16 millioner ekstra, for at skabe økonomi til at udvikle området.
- Det er nødvendigt at skaffe os et økonomisk råderum, hvis vi skal forsætte med at hjælpe de svageste ledige, siger Finn Cilleborg.