476.000 borgere går i ny digital selvbetjeningsfælde
Foto: TV2/Nord
Digital Post kan nu igen skabe problemer for en lang række danskere, der i første omgang slap for at bruge de digitale tjenester.
De 476.000 danskere, der gennem en lang proces er blevet fritaget for at modtage digital post, slipper alligevel ikke for digitale opgaver.
Fra 1. december er det obligatorisk at søge alt fra boligstøtte og førtidspension til byggetilladelse og skilsmisse digitalt. Og ifølge loven om digital selvbetjening er de 476.000 borgere ikke fritaget. De er nemlig kun fritaget ifølge loven om digital post, skriver Politiken.
I stedet må de ikke-digitale borgere for hver gang de skal melde flytning, have ændret boligstøtten eller søge om sociale ydelser igen overbevise deres kommune om, at de skal fritages fra at udføre digital selvbetjening.
For hver gang en borger skal søge om noget, skal Borgerservice i gang med en individuel vurdering af, om borgeren kan gøre det digitalt. Og flytter borgeren til en anden kommune, skal en del af fritagelserne for selvbetjening tages forfra.
Udbetaling Danmark er den centrale myndighed, som står for at tildele boligstøtte og en række andre sociale ydelser. Her erkender digitaliseringschef Anders Schmidt Hansen ifølge Politiken, at det vil stille større krav til Udbetaling Danmark, når de skal håndtere de mange borgere, der fra 1. december skal søge digitalt om ydelserne alt muligt.