450 mennesker er for mange: Eksperter fraråder store julegudstjenester
Juleaftensdag kommer sognepræst Andreas Bøge til at holde tre gudstjenester med 450 deltagere til hver her i Aalborg Kongres og Kultur Center.
Juleaftensdag vil flere nordjyske kirker holde gudstjenster med flere hundrede deltagere til hver. Det skal blandt andet foregår i sporthaller og musikhuse, hvor der er mere plads end i en kirke. Men at samle så mange mennesker på et sted i en tid hvor coronaen hærger, møder kritik fra flere eksperter.
Juleaftensdag går sognepræst Andres Bøge fra Ansgars Kirke i Aalborg en tur over vejen til Aalborg Kongres og Kultur Center. Her skal han holde tre gudstjenester med 450 deltagere til hver.
- Jeg synes, sikkerheden i forhold til det er i orden, og vi har fået tilladelse til det, forklarer Andreas Bøge.
Folkekirken har særstatus
Aalborg Kongres og Kultur Center er blevet tvangslukket og må aflyse sine egne arrangementer, men når folkekirken lejer de samme lokaler, følger deres regelsæt med over vejen. Folkekirken må stadig samle op til 500 siddende gæster, og biskop Henning Toft Bro, der har givet tilladelse til gudstjenesterne i haller og musikhuse, mener, at der især lige nu er brug for gudstjenester.
- Det er en stor højtid juleaften, og der er mange der gerne vil til gudstjeneste, høre evangeliet om Jesus og synge julesalmerne. Der er ensomme mennesker, der har brug for at komme ud og være sammen med andre, siger Henning Toft Bro.
Infektionsmedicinsk overlæge Henrik Nielsen fra Aalborg Universitetshospital er kritisk overfor de store gudstjenester.
- Det er et meget højt antal mennesker, at holde styr på overholder alle de nødvendige regler med afstand og hygiejne ind og ud af et stort rum, siger Henrik Nielsen.
En tidligere direktør for Statens Serum Institut advarer direkte imod de store gudstjenester.
- Man bør aflyse alle gudstjenester, da vi helt bør undgå forsamlinger. Det er op til myndighederne, men jeg ville fraråde det på det kraftigste. Det er uansvarligt at sende ældre mennesker afsted til et fyldt kirkerum med sang, siger tidligere SSI-direktør, Nils Strandberg Pedersen.
Præsten går imod biskoppen
I Skørping Idrætscenter skal der også være to julegudstjenester med 400 deltagere til hver. Biskop Henning Toft Bro mener ikke, at han kan gribe ind og kræve at kirkerne lukker færre ind, end myndighederne tillader, men han opfordrer til at kirkerne selv tager affære.
- Som tingene har udviklet sig, bør man da overveje, om man kan dele gudstjenesterne mere op. Vi følger de regler sundhedsmyndighederne har udstukket, men stadig vil jeg opfordre til, at man overvejer at holde to gudstjenester i stedet for én, siger Biskop Henning Toft Bro.
Biskoppens anbefaling har præsten i Asgar Kirke ikke umiddelbart tænkt sig at følge.
- Jeg er ikke sikker på at vi kan klare at holde flere gudstjenester. Så skal vi vælge at skære ned til 200 per gudstjeneste, men hvis der kommer yderligere skærpelser af restriktionerne, så må vi forholde os til det, siger sognepræst Andreas Bøge.
Vi vil gerne have hørt direktør i Statens Serum Institut, Henrik Ullum, om de overvejer at lukke ned for gudstjenester i julen, hvad hans råd er i forhold til dem, der vælger at gå til gudstjenester, og hvordan SSI ser på smittefaren ved så store forsamlinger, men han ønsker ikke at stille op til et interview.