45 taget for spiritus- og narkokørsel i uge 29
Nordjyllands Politi har lavet flere kontroller i uge 29.
Nordjyllands Politi har opgjort deres intense kontrol af bilister i uge 29. I alt er det blevet til 464 sager.
I hele uge 29 har Nordjyllands Politi intensiveret deres kontrol af bilister på det nordjyske sommerland. Særligt fra onsdag til fredag har politiet været synlige med udvidet kontrol af biler i de nordjyske sommerbyer.
Særligt omkring Skagen og den berømte og berygtede ’Hellerup-uge’ har Nordjyllands Politi kontrolleret de ferierende gæster i bil, men også i de andre kystbyer i Nordjylland har politiet været mere til stede, end de plejer.
Den intense kontrol har resulteret i 464 sager, hvor af de 45 er relateret til spiritus- og narkokørsel.
- Ti procent af vores sager er spirituskørsel, og det er relativt højt, når politiet er på vejene. Man har alle muligheder for at lade være, men vi er glade for, at vi fanger færre år for år, siger politikommissær ved Nordjyllands Politi Thomas Ottesen, der også fortæller, at sidste år fangede politiet lidt flere bilister med spiritus eller narkotika i blodet.
- Det er positivt at tallene er faldende, men det er stadig for mange, siger Thomas Ottesen.
Færre bliver taget med andendagsbrandet
Mens tallene for spiritus- og narkokørsel er faldende, så er det lidt højere for andre færdselslovsovertrædelser, men de helt grelle sager har der ikke været så mange af i år.
- Der har været nogle høje hastigheder, og der har været sager, hvor chaufføren er påvirket og passagerne ikke ved det, det er en dum en, og dem har vi desværre nogle stykker af, siger Thomas Ottesen.
Nordjyllands Politi har i år også oplevet at færre bliver taget for spirituskørsel dagen efter, de har været i byen, og det tror politikommissæren hænger sammen med, at barerne skal lukke tidligere og festen dermed slutter tidligere end normalt.
- Sommeren er ikke slut endnu, nu er der ikke fripas i sommerlandet.
Thomas Ottesen, Politikommissær, Nordjyllands Politi.
Ikke fripas resten af sommeren
Selvom Nordjyllands Politi har været meget synlige i år, og deres arbejde sammen med Motorstyrelsen ofte ender i lange køer for bilisterne, så har de ikke oplevet andet end glade mennesker og forståelse for deres arbejde.
Arbejdet fortsætter de også, selvom de ikke vil være helt lige så synlige resten af sommeren.
- Sommeren er ikke slut endnu, nu er der ikke fripas i sommerlandet. Vi appellerer stadig til, at man tænker sig om, og vi vil fortsat være på vejene, siger Thomas Ottesen.
Mens Nordjyllands Politi fortsat bliver ved med at kontrollere på vejene, så kan de sætte et punktum for årets intense kontrol og gøre status.
- Vi er så tilfredse, at vi gør det igen næste år, siger Thomas Ottesen.
Motorstyrelsen har også lavet flere kontroller i uge 29. De har til trods for flere kontrollerede biler fundet færre sager.