43-årig tiltalt for narko i kilovis og piller i tusindvis
Foto: Thomas Gaardsmand / TV2 Nord
En særlig genstand ledte politiet på sporet af et omfattende narkosalg.
Har politiet ret, så er det en storpusher, der efter planen tager plads på anklagebænken i Retten i Hjørring mandag.
Her vil en 43-årig mand nemlig blive tiltalt for at håndtere og sælge hash, amfetamin, kokain og piller i massive mængder.
Det fremgår af anklageskriftet, at den 43-årige tilsyneladende kom i politiets søgelys 6. oktober sidste år i en mindre by uden for Hjørring.
Om eftermiddagen den pågældende dag anholdte politiet ham i forbindelse med, at han var i gang med at håndtere over 60 kilo hash på en adresse og i en bil.
Fandt regnskab
Det fremgår videre af anklageskriftet, at politiet samme aften også foretog ransagning på en adresse i Hjørring.
Ifølge anklagerne blev der her fundet yderligere 587 gram hash og 281 gram kokain og 620 piller af den stærkt smertestillende type Tramadol. Men der stopper det ikke.
Noget tyder nemlig på, at politiet også har fundet en slags regnskab, der har gjort det muligt at kortlægge omfattende narkosalg i tiden op til 10. oktober sidste år.
I anklageskriftet er manden nemlig tiltalt for i tiden op til 10. oktober sidste år at have været i besiddelse af yderligere godt et halvt kilo amfetamin samt hele 17.000 Tramadol-piller, som politiet altså mener var beregnet til videresalg eller blev videresolgt.
FOROMTALE AF RETSSAG
Denne artikel er en foromtale af en retssag. Det betyder, at artiklen er skrevet ud fra retssagens anklageskrift.
De tiltalte, der er nævnt i artiklen, er ikke dømt. Hvis man er tiltalt i en retssag, så har anklagemyndigheden vurderet den sag, politiet har arbejdet på og besluttet at rejse tiltale i retten.
Her vil de tiltalte samt eventuelle vidner blive indkaldt og afgive forklaring, hvorefter sagen vil blive afgjort.
Den 43-årige mand er tiltalt efter straffelovens såkaldt hårde narkoparagraf, §191, og står til en længere tur bag tremmer, hvis han dømmes.
Manden sidder allerede varetægtsfængslet i sagen.
Det fremgår ikke før sagens start, hvordan han forholder sig til de alvorlige anklager.
FAKTA OM TRAMADOL
Tramadol er stærkt smertestillende lægemiddel
Det er af typen opioder
Opioider er stærkt vanedannende
USA har de senere år oplevet en decideret opioid-krise i samfundet
I 2021 døde 107.600 amerikanere af en overdosis af opioider