4.000 får penge tilbage fra Sterling-konkurs
Har du benyttet den internationale del af dit kreditkort, står du ikke med skægget i det krakkede flyselskabs postkasse.
Det skriver Politiken.dk/tjek.
1.000 danskere kan glæde sig over deres held eller snilde i forbindelse med flyselskabet Sterlings konkurs. De har forudbetalt deres rejse med et internationalt kreditkort, som Visa eller Mastercard, og kan derfor se frem til at få pengene tilbage.
PBS har modtaget knap 4.000 indsigelser fra kunder, som har benyttet deres internationale betalingskort. Af dem er de 1.000 kreditkort udstedt i Danmark.
- Såfremt kortholderne har udfyldt indsigelsen korrekt, og det går vi ud fra, så får 4.000 forbrugere godtgjort beløbet, siger Pernille Kylling, kommunikationschef i PBS.
Hun forventer, at den gennemsnitlige transaktion, som skal tilbageføres, er på 1.500 kroner.
Lang næse til dankortet
Til gengæld er der en lang, dyr næse til de danske forbrugere, som har benyttet deres Dankort ved købet af en rejse med det nu krakkede flyselskab.
Ved køb af en billet på dansk grund eller i danske kroner, bliver dankortet sidestillet med et køb i kontanter, og så er varen, ifølge dansk lovgivning, leveret med kvitteringen eller billetten.
Hvis man omvendt benytter et internationalt kreditkort, så gælder de internationale kortselskabers regler, som er mere forbrugervenlige i konkurssager.
Sterling.dk eller Sterling.com er afgørende Hvis man eksempelvis har et Visa/Dankort, er det således ikke ligegyldigt, om man har købt sin billet via Sterlings danske eller internationale hjemmeside.
Har man købt billetten i kroner, får man ingenting, mens et køb i euro, svenske kroner eller britiske pund medfører fuld tilbagebetaling. 200.000 berørt PBS' kommunikationschef oplyser, at der stadig er tid til at gøre indsigelse.
- Var man hidtil ikke klar over sine muligheder med et internationalt betalingskort, er det stadig ikke for sent. Reglerne siger, at man ikke må udvise passivitet, så det handler om at kontakte sin bank og gøre indsigelse hurtigst muligt, siger Pernille Kylling til tjek.dk.
Kilder tæt på Sterling har tidligere oplyst til epn.dk, at op mod 200.000 danskere, nordmænd og svenskere kom i klemme, da det islandsk ejede lavprisselskab nødlandede 29. oktober.
Udover Sterlingkunder med de rigtige kreditkort kan købere af en pakkerejse få de spildte penge tilbage. I sådanne situationer træder Rejsegarantifonden nemlig til.