39-årig blev opsøgt af offerets far
En 39 årig mand har erkendt, at have misbrugt en 10 årig pige i Koldbyområdet i Thy.
En 39-årig mand har erkendt over for Midt- og Vestjyllands Politi, at han har forgrebet sig seksuelt på en 10-årig pige. Politiet kom på sporet af sagen, da faren til den 10-årige pige selv opsøgte den sigtede 39-årige og kom i klammeri med ham.
Den 39-årige mand, som har erkendt seksuelle krænkelser over for en 10-årig pige fra lokalområdet blev opsøgt af faren til den 10-årige pige. Det skete den 30. december sidste år, hvor farent il pigen opsøgte den sigtede 39-årige, efter hans datter havde fortalt, at den sigtede havde forgrebet sig på hende.
De to mænd kom i klammeri med hinanden, hvorefter politiet blev tilkaldt.
- Da vi kommer derned viser det sig, at faren til den 10-årige pige har opsøgt den sigtede for at konfrontere ham med nogle beskyldninger som datteren er kommet med, siger Erik Krogh Pedersen, kriminalassistent ved Midt- og Vestjyllands Politi til TV2/Nord.
Det var anmeldelsen om vold den 30. december sidste år, som fik politiet på sporet af sagen, hvor den 39-årige mand indtil videre har erkendt seksuelle overgreb mod den 10-årige pige. Siden har flere jævnaldrene piger fra lokalområdet fortalt, at manden har lavet lignende seksuelle overgreb på dem.
Midt- og Vestjyllands Politi efterforsker fortsat sagen, men vil ikke afvise, at der løbende vil komme flere sigtelser mod den 39-årige mand fra Koldby.