37-årig fanget på fersk gerning for bilindbrud i Hjørring
Det ser ud til, at der nu er blevet sat en stopper for den seneste tids mange bilindbrud i Hjørring.
I går lykkedes det politiet i Hjørring at fange en biltyv på fersk gerning, da han var i fuld gang med at bryde ind i en bil på Mammutpladsen i Hjørring. Alene i går havde den 37-årige været på rov i otte biler.
Politiet formoder, at den 37-årige mand, der er fra Hirtshals, står bag de sidste par måneders 60-70 indbrud i biler rundt omkring i Hjørring.
- Han er gået efter alt af værdi i bilen; telefoner, GPS'er, tomme flasker og enkelte steder også bilradioer. Vi går ud fra, at alle tyvekosterne er blevet solgt videre, siger Steffen Mark Andersen fra Hjørring Politi.
Politiet overvejer lige nu, om den 37-årige skal stilles for en dommer. Den 37-årige er kendt af politiet i forvejen.