365 dage på udkigsposten: Sjælden hval spottet i Nordjylland
Foto: Buiobuione / Wikimedia Commons
Det var halen på en pukkelhval som denne, der fangede Rolfs blik.
Rolf Christensen tilbringer 365 dage om året på udkigsposten og venter på fugle, men det er lige før, han ser flere havdyr.
Med et stort plask kom en pukkelhval pludselig til syne over havoverfladen ud for Skagens kyst.
- Det er belønningen for at bruge tid i naturen. Den ville jeg gerne have set. Den er så smuk med de store finner.
Sådan lyder det fra vildtkonsulent, Ivar Høst, da han hører, hvilket syn, der torsdag mødte fuglespotter og ornitolog Rolf Christensen.
Klokken var 07:39, da det sjældne havdyr hilste på fem morgenfriske fuglespottere fra Grenen Fuglestation, hvor de egentlig var mødt op for at se på fugle, indtil de spærrede øjnene op for et noget større dyr cirka en kilometer fra land.
- Det her var en ekstra gevinst. Der var vi heldige.
Seks marsvin fulgte efter
De næste 39 minutter kunne holdet af fuglespottere se flere glimt af pukkelhvalen gennem deres teleskoper på klitten kaldet Verdens Ende.
- Det var en kæmpe overraskelse.
- Vi så blåst, altså det sprøjt af vand, der kommer, når en hval ånder ud efter at have været neddykket, og hele halen, inden den trak vest på, siger Rolf Christensen.
Sidste år tilbragte han 365 dage på grenen som fuglespotter, og i år har han samme ambition.
Man vil altid gerne se mere
Fuglespotter og ornitolog, Rolf Christensen
Han var derfor meget imponeret over pukkelhvalen, som der kun skønnes at være 85.000 af på verdensplan.
- Jeg har set mange sjældne hvaler - mindst ti forskellige arter.
- Der er altid mulighed for at se en hval her på Grenen. Det er et godt sted, når man er dyreinteresseret, fastslår Rolf Christensen.
Sådan spotter du hvaler
Har du endnu ikke været det rigtige tidspunkt det rigtige sted, er der heldigvis gode råd at hente.
- Hvaler kommer spredt hen over året, så for at spotte hvaler, er det vigtigt, at vinden og vandet lægger sig, siger vildtkonsulent, Ivar Høst og fortsætter:
- De er svære at se gennem vandet, men der er nok mange flere, end vi tror. Det er også ved Grenen, at vi ser flest spækhuggere.
Og det er Rolf Christensen enig i.
- Skagen er det bedste sted at se hvaler i Danmark.