32-årig svensker i spidsen for AaB
Magnus Pehrsson fra GAIS præsenteret som ny cheftræner
De danske fodboldmestre fra AaB præsenterede mandag svenske Magnus Pehrsson som ny cheftræner. 32-årige Pehrsson kommer fra den svenske klub Gais.
Det bliver som ventet svenske Magnus Pehrsson, der skal stå i spidsen for AaB's danske fodboldmestre. 32-årige Pehrsson kommer fra den svenske klub Gais, hvor han har været træner i en sæson.
Med ansættelsen af træneren får AaB-sportsdirektør Lynge Jakobsen omsider afsluttet en trænerjagt, der har stået på, siden den daværende træner Erik Hamrén for et år siden meddelte, at han ville fortsætte karrieren i norske Rosenborg.
Hamrén forlod AaB i sommerpausen, og hans stilling blev i første omgang overtaget af skotske Bruce Rioch. Rioch holdt dog kun i få måneder - siden slutningen af oktober har den assisterende træner Allan Kuhn stået i spidsen for holdet med stor succes.
/ritzau/