29 kilometer lang biljagt: Nålen røg over 160
Foto: Hans-Christian Lauritzen
En særlig grund kan lægge til grund for den voldsomme overskridelse.
29 lange kilometer fra Mågevej i Fjerritslev til Bjerget, nord for Frøstrup og til tider med speederen i bund og speedometernålen over 160 i timen.
Så vildt og så længe gik det ifølge politiet for sig, da en 30-årig mand i juli sidste år forsøgte at give politiet baghjul.
Nu står manden til blandt andet at miste den Peugeot 308, som han kørte i den famøse nat. Det viser sig i øvrigt nu, at der måske er en god forklaring på, at manden ikke kørte efter reglerne. Det vender vi lige tilbage til.
Over det dobbelte af det tilladte
Det hele startede, da en politipatrulje tilfældigt spottede manden ved Mågevej i Fjerritslev kort efter midnat 30. juli 2022 og rutinemæssigt ville tjekke op på ham.
Manden havde imidlertid ikke tænkt sig at tale med politiet, og de følgende 20 minutter fik det over stok og sten mod vest – til tider med hastigheder på mere end det dobbelt af det tilladte.
Det fremgår af anklageskriftet i sagen, at den 30-årige mand ifølge politiet forsøgte at flygte via Thistedvej mod Klim.
Her kom hastigheden op på 161 kilometer i timen, hvor man højst må køre 80. Og al ære og respekt for en Peugeot 308, men det må antages at have været så godt som sømmet i bund.
I Klim gik den vilde jagt ind mod byen ad Gl. Landevej, og her er manden tiltalt for ved Uldspindervej at have drejet til venstre med høj hastighed uden at orientere sig.
Vilde hastigheder
Manden er i øvrigt også tiltalt for at have kørt med over 80 i timen inde i Klim, hvor fartgrænsen er 50 kilometer i timen.
Politiet mener også, at manden kørte med over 140 i timen et sted på Thistedvej nær samme by, hvor fartgrænsen er 70, og da biljagten ramte Bjerget nord for Frøstrup, skal manden have kørt med over 100 i timen, hvor fartgrænsen er 50.
Til sidst lykkedes det dog politiet at få manden standset, og det var også her, at der viste en mulig delvis forklaring på, at manden langt fra kørte efter reglerne:
Han har aldrig taget kørekort!
Peugeot i tynd tråd
Når sagen kommer for retten, lægger anklageren op til, at Peugeot’en skal konfiskeres efter reglerne om vanvidskørsel.
Ud over almindelig straf risikerer den 30-årige også at blive udvist af Danmark for en periode.
Før sagens start fremgår det ikke, hvordan manden selv forholder sig til anklagerne.
FORMTALE AF RETSSAG
Denne artikel er en foromtale af en retssag. Det betyder, at artiklen er skrevet ud fra retssagens anklageskrift. Den tiltalte, der er nævnt i artiklen, er ikke dømt.
Hvis man er tiltalt i en retssag, så har anklagemyndigheden vurderet den sag, politiet har arbejdet på og besluttet at rejse tiltale i retten.
Ved retsmødet vil den tiltalte samt eventuelle vidner blive indkaldt og afgive forklaring, hvorefter sagen vil blive afgjort.