28-årig dømt for at dele videoer på Tiktok
Foto: Michael Dwyer/AP/Ritzau Scanpix
Nordjyllands Politi håber, at sagen kan skabe debat.
En 28-årig nordjysk mand er 3. december blevet dømt for at dele videoer på det sociale medie Tiktok.
Manden blev her idømt 40 dages ubetinget fængsel, en bøde på 30.000 kroner, mens han har fået konfiskeret sin motorcykel, mistede kørekortet til motorcykel i otte år, og så skal han desuden betale sagens omkostninger.
'Groft uansvarligt'
Videoerne, manden delte, var ifølge Nordjyllands Politi 'drengerøvsvideoer', som senioranklager ved Nordjyllands Politi, Morten Sønderby, kalder for værende 'groft uforsvarligt'.
Gennem flere år har den 28-årige nordjyde filmet sig selv køre motorcykel, alt imens han gang på gang brød færdselsloven.
Det hele blev filmet af et såkaldt GoPro-kamera, der kan filme 360 grader rundt, og efterfølgende lagde den 28-årige visse sekvenser på TikTok.
Jeg synes, det er tankevækkende, at der er en kultur, hvor folk modtager cadeau for at lægge sådan noget op på sociale medier.
Senioranklager ved Nordjyllands Politi, Morten Sønderby
Politimand så videoerne
En af seerne havde dog et noget mere alvorligt syn på videoerne. En færdselsbetjent fra Sjælland så nemlig videoerne og sendte et link til profilen til en nordjysk kollega.
Da færdselsbetjente fra Nordjyllands Politi åbnede linket, var de ikke i tvivl om, hvad der skulle ske og der blev straks taget skridt til strafferetlig forfølgning af den 28-årige fører.
- Den form for kørsel, som bliver vist i videoerne, er decideret farlig, og selvom det er kræver betydelige ressourcer at føre disse sager i forhold til at løfte bevisbyrden, så var det os magtpåliggende at gå videre med det, lyder det fra senioranklageren.
For det første er det mit håb, at folk forstår, hvor farligt det er at køre på denne måde i det offentlige rum. Ikke kun for føreren, men så sandeligt også for de øvrige trafikanter, fodgængere og hvem der ellers måtte befinde sig i nærheden.
Senioranklager ved Nordjyllands Politi, Morten Sønderby
Dømt for flere forhold
Anklageskriftet mod den 28-årige mand indeholdt hele 30 forhold. Heriblandt flere hastighedsoverskridelser med mere end 100 procent end den tilladte hastighed. Samtidig er han dømt for flere forhold, hvor han havde ført motorcyklen på baghjulet i det nordjyske.
Politiet foretog blandt andet en ransagning af den 28-åriges hjem, og her fandt Nordjyllands Politi kameraudstyr, tøj, handsker og motorcykel fra diverse videoer, samt computer og telefon med yderligere materiale.
Den tiltalte nægtede sig skyldig i flere tiltalepunkter og forklarede at have lånt både motorcykel og udstyr ud til flere unavngivne personer.
Rettens samlede vurdering var dog, at der var tale om den 28-årige mand på de fleste af videosekvenserne, og han blev kendt skyldig i flere tilfælde af såkaldt vanvidskørsel samt kørsel på motorcyklens baghjul.
Anklager opfordrer til omtanke
Senioranklager Morten Sønderby håber, at sagen kan være med til at åbne en debat.
- For det første er det mit håb, at folk forstår, hvor farligt det er at køre på denne måde i det offentlige rum. Ikke kun for føreren, men så sandeligt også for de øvrige trafikanter, fodgængere og hvem der ellers måtte befinde sig i nærheden. Jeg synes, det er tankevækkende, at der er en kultur, hvor folk modtager cadeau for at lægge sådan noget op på sociale medier.
Morten Sønderby har også en appel til borgere, der er vidner til en sådan kørsel.
- Oplever man nogen køre så groft uansvarligt, som det er tilfældet her, så meld det til politiet med det samme. Jo hurtigere sådan en adfærd kan blive standset, desto bedre, konstaterer han.
Det samme gælder, hvis man støder på ulovligheder online.
- Politiet kigger med rigtig mange steder online, men ser ikke alt. Støder du på noget, så kontakt politiet på telefon 114, anmeld det via politi.dk eller kontakt politiets online patrulje, afslutter Morten Sønderby.