27-årig sigtet for blufærdighedskrænkelse
En 27-årig mand med vidtgående psykiske handicap er sigtet for pædofile tilnærmelser til nordjyske børn.
Nordjyllands Politi har i samarbejde med en anden politikreds sigtet en 27-årig mand for at udgive sig som en ung pige og tage kontakt til andre unge piger.
TV2/Nord kunne 3. januar fortælle, at flere børn på Jetsmark Skolecenter var blevet kontaktet af manden, som anmodede om venskab på Facebook for efterfølgende at få pigernes telefonnumre, så han kunne SMS'e, MMS'e og ringe til dem.
- Der er tale om en 27-årig mand med vidtgående psykiske handicap, som i forvejen er domsanbragt på en lukket institution uden for Nordjylland, fortæller politikommissær ved Nordjyllands Politi i Hjørring, Peter Skovbak.
I samarbejde med en anden politikreds, som Peter Skovbak ikke vil komme nærmere ind på hvor er, har man ransaget den 27-åriges værelse på institutionen.
- Her fandt man en mobiltelefon og en række SIM-kort, som vi mener har forbindelse til vores sag, fortæller politikommissæren.
Den 27-årige er endnu ikke afhørt, fordi der i situationer hvor den sigtede er handicappet i en grad som han er, skal være en advokat til stede.
- Men vi kan sige, at det formentlig ikke har været forbudt for manden at have mobiltelefonen ligesom vi kan sige, at han er anbragt på den lukkede institution for sædelighedsforbrydelser, siger Peter Skovbak.
Sagen er nu overgivet til den politikreds den 27-årige opholder sig i. Det sker på trods af at de forurettede bor i Nordjylland.
- Det er svært at tale om at krænkelserne er sket det ene eller det andet sted, fordi det er over internettet, men den 27-årige befinder sig i en anden politikreds, så nu har de fået sagen overdraget, siger Peter Skovbak.