20 postkasser ødelagt på én vej
Hele 20 postkasser måtte lade livet på en villavej i Hjørring nytårsaften. Arkivfoto
På en enkelt sidevej blev 20 private postkasser ødelagt nytårsaften, og det er beboerne godt trætte af.
Området ved Skelbækvej i Hjørring har tilsyneladende været særdeles hårdt ramt af hærværk nytårsaften. 20 postkasser på en enkelt sidevej blev ødelagt. Det skriver kanalhjoerring.dk.
- Det er rigtig træls at få ødelagt sin postkasse. Det koster nok os cirka 1000 kroner at få en ny, og andre må af med endnu flere penge, fordi stativet også er ødelagt. Det er jo tåbeligt hærværk, og det er også livsfarligt. Metalstykker er fløjet mange meter igennem luften, så de har brugt kraftigt krudt, siger en af beboerne til Kanal Hjørring.