17-årig er godt på vej til Skagen på gåben
Den 17-årige nordjyde Mads Havbro er godt på vej på sin tur fra Farsø til Skagen. Den første nat er klaret, og nu går turen mod næste stop – Rødhus.
Mandag startede 17-årige Mads Havbro sin tur fra Farsø til Skagen. Den første nat overnattede han i telt ved Aggersund med udsigt til Aggersundbroen. Tirsdag formiddag gik turen så videre til Rødhus, som er næste stop på ruten. Mads Havbro går omkring 30 kilometer om dagen, og dermed regner han med at være i Skagen fredag eftermiddag.
Den 17-årige nordjyde går turen alene, og det er et meget bevidst valg fra hans side. Flere venner har tilbudt at gå ruten med ham, men han har takket pænt nej til dem alle.
- Hvis jeg går med nogen, så kommer jeg til at snakke med den person. Hvorimod at når jeg går alene, så kommer jeg til at møde nogle nye mennesker. Eksempelvis kom jeg i går til at snakke med havnefoden, og ham var jeg ikke kommet til at snakke med, hvis jeg havde gået med en kammerat, siger Mads Havbro.
Det er ikke meget planlægning af turen, som den unge nordjyde har lavet før turen. Han har brugt omkring tre timer på at planlægge ruten og den mad, som han har med. For at være sikker på at få nok mad er maden nøje planlagt og lagt i poser. På de lange gåture forbrænder Mads Havbro en masse kalorier, derfor skal han også spise omkring 10.000 kalorier om dagen.
Indtil videre har turen kostet ham syv vabler på fødderne, så et skoskift har været nødvendigt.
Se hele interviewet med Mads Havbro over artiklen.