16 nordjyder anholdt i stor politiaktion
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Flere nordjyder er anholdt i en landsdækkende aktion mod hvidvask.
135 personer er torsdag blevet anholdt i en sag om hvidvask af penge, der stammer fra svindel af ældre.
Det kom torsdag eftermiddag frem, da politiets Nationale enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) holdt pressemøde i Ejby ved Glostrup og informerede om sagen.
Alle 135 personer er blevet anholdt torsdag, hvor mere end 600 politifolk har været i aktion.
- De er en af de større aktioner på tværs af politikredsene. Alle danske politikredse er involveret, så det er en ret omfattende aktion, siger ledende politiinspektør Torben Svarrer fra NSK.
'Muldyr' anholdt
15 af de 135 personer er anholdt i Nordjyllands Politikreds.
Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse. Yderligere én nordjyde, der er bosat i Thisted-området, er anholdt af Midt- og Vestjyllands Politi.
Anholdelserne i Nordjylland skete primært i Aalborg-området, men der er foretaget anholdelser både syd og nord for Limfjorden. De anholdte personer er i alderen fra 19 til 54 år.
- Dem, vi har anholdt i dag, er såkaldte muldyr. Det vil sige personer, som har stillet deres konto til rådighed for bagmændene, siger Torben Svarrer.
Hvad er et 'muldyr'?
Et muldyr er en person, der stiller sin konto til rådighed for kriminelle, som dermed kan sløre de finansielle spor fra en kriminel handling.
Kilde: Det Kriminal Præventive Råd
Over 200 personer er sigtet i sagen. Hvidvasken er sket ved, at de mistænkte har overført penge eller har stillet deres bankkonto til rådighed for kriminelle bagmænd for dermed at sløre et pengespor.
- Organiseret kontaktbedrageri mod ældre er en afstumpet form for kriminalitet. De såkaldte muldyr har udviklet sig til at blive et vigtigt led i de organiserede kriminelles bestræbelser på at hvidvaske de penge, som de har svindlet sig til, siger Torben Svarrer.
Har ringet med falske numre
Svindlen er foregået via telefon, hvor bagmænd har franarret særligt ældre borgere penge.
- I langt de fleste tilfælde er en ældre borger blevet ringet op af en telefonsælgeragtig type, som får borgeren til at udlevere blandt andet bankoplysninger, så de kan tage borgerens penge. Man har brugt det, der kaldes spoofing, så det ser ud som om, man ringer op fra en myndighedstelefon, fortæller Torben Svarrer om svindlen.
Der i alt 212 mistænkte i sagen, hvor der menes at være blevet svindlet for et beløb på mellem 13 og 13,5 millioner kroner. Politiet sagde under pressemødet, at ikke alle var hjemme torsdag, der kan derfor ske flere anholdelser senere.
De anholdte bliver afhørt af politiet i den politikreds, der har foretaget anholdelsen. Den videre efterforskning vil ske i de konkrete politikredse.
Nordjyllands Politi oplyser, at de anholdte er løsladt, men sigtet for hvidvask.
Efterforskningerne mod bagmændene for organiseret kontaktbedrageri kører i et separat spor.