13 nordjyske hjemmeværnsfolk skal til grænsen
Hjemmeværnet bliver tirsdag indsat ved den dansk-tyske grænse for at aflaste politiet. 13 mand fra Nordjylland sendes sydpå.
Siden grænsekontrollen blev indført mellem Danmark og Tyskland, har de danske betjente været under et massivt arbejdspres. Men nu er arbejdsbyrden forhåbentlig ved at lette. Fra i dag skal hjemmeværnet nemlig assistere politiet med diverse opgaver ved grænsen, og det bliver også med nordjysk indblanding i form af 13 mand fra hjemmeværnet i Nordjylland.
- Vi har lige nu 13 mand dernede, som modtager undervisning af politiet for at blive helt klar. Vi regner med, at de starter i næste uge, fortæller Uddannelsesofficer ved Hærhjemmeværnsdistrikt Nordjylland, Mikkel Ringgaard Andreassen til TV 2 Nord.
De nordjyske hjemmeværnsfolk skal ligesom resten af hjemmeværnet hjælpe politiet med opgaver som færdselsregulering, kontrol af køretøjer og personer, samt forskellige administrative og logistiske opgaver.
- Når vores folk står ved grænsen, så vil de altid stå sammen med en betjent. De arbejder under politiets ledelse og skal assistere med, hvad der nu er brug for, forklarer Mikkel Ringgaard Andreassen.
Hjemmeværnsfolkene er ubevæbnede, mens de arbejder ved grænsen.
Indtil videre ligger det fast, at de 13 mand fra Hærhjemmeværnsdistrikt Nordjylland skal være ved grænsen indtil den 31. december. De er ansat på fuldtid som konstabler, mens de arbejder ved grænsen.
I alt sendes 150 hjemmeværnsfolk til grænsen for at assistere politiet. Det har den betydning, at 165 betjente kan vende hjem for at arbejde i deres respektive politikredse.