Parkeringsplads ved Sauers Plads sat til salg
Foto: Martin Bekhøi
Arkiv.
Aalborg Kommune vil lave flere parkeringspladser på Sauers Plads og sætte pladsen til salg.
En stribe parkeringspladser er gennem de seneste år blevet nedlagt på grund af ombygning, og indtil i går risikerede Sauers Plads også at lukke ned for parkering i et år, fordi der skulle bygges et nyt parkeringsdæk på p-huset.
Men efter Aalborg Kommune tirsdag aften vedtog sit nye budgetforlig, er planerne om at bygge det ekstra parkeringsdæk skrinlagt, og der bliver i stedet etableret 160 parkeringspladser i området omkring Sauers Plads.
Det sker ved at lave parkeringspladser på fladen på arealer ved Toldstrupsgade, der ligger syd for det nuværende p-hus på Sauers Plads i retning med Jyllandsgade. Det giver kommunen en besparelse på cirka 10 millioner kroner. Derudover skal p-huset efterfølgende sættes til salg, så et privat firma kan overtage driften.
- Forligspartierne er enige om, at løsningen med parkering på fladen giver en bedre helhedsløsning - samtidig med at den skaber yderligere op til 70 bynære parkeringspladser i forhold til løsningen med udbygning af p-huse, skriver Aalborg Kommune i referatet af budgetforliget.
Skaterbane og legeplads flyttes
På områderne omkring Toldstrupsgade, hvor der nu skal etableres nye parkeringspladser, ligger der lige nu en skaterbane og en legeplads. Aalborg Kommune oplyser, at de faciliteter skal flyttes til nye steder i midtbyen.
Det betyder bare, at der kommer til at mangle p-pladser.
Mads Duedahl (V), rådmand i Aalborg Kommune.
- Positivt er det, at vi har nu fået idéen om at bygge et nyt parkeringsdæk på Th. Sauersplads taget af bordet og fået vedtaget, at Aalborg Kommune sælger dette parkeringshus, siger Per Clausen (EL), byrådsmedlem i Aalborg Kommune.
Pengene til at udbygge det ekstra dæk på parkeringspladsen var ellers blevet afsat til budgetårene 2019 og 2020, men bliver nu taget af bordet. Det er Venstres gruppe i Aalborg byråd, der stod bag planerne om at lukke ned for pladsen.
- Det er rigtigt ærgerligt, at der skal lukkes ned for så mange pladser i så lang tid. Men jeg må bare sige at alternativet er værre, for hvis vi ikke bygger flere p-pladser, så kommer vi til at mangle dem i det lange løb, fortalte Mads Duedahl (V), der er rådmand i Aalborg Kommune, til TV2 Nord tidligere i oktober.
Parkering omkring Sauers Plads:
Uddrag fra Aalborg Kommunes budgetforlig: Med budgetforslaget udvides antallet af p-pladser i området omkring Sauers Plads med op til 160 pladser. Det sker ved at lave parkeringspladser på fladen på arealer ved Toldstrupsgade, der ligger syd for det nuværende p-hus på Sauers Plads i retning med Jyllandsgade. Til budget 2019-22 blev det aftalt, at der i 2019 skulle ske en afklaring af parkeringsforholdene omkring p-huset på Sauers Plads. Der blev derfor i budgetårene 2019 og 2020 afsat anlægsbudget til at udbygge p-huset på Sauers Plads med et ekstra dæk. Med budgetforslagets løsning med parkering på fladen bortfalder planen om udbygning med et ekstra dæk. Samlet over 2019 og 2020 giver det en netto besparelse på 10 mio. kr. på dette projekt. Forligspartierne er enige om, at løsningen med parkering på fladen giver en bedre helhedsløsning - samtidig med at den skaber yderligere op til 70 bynære parkeringspladser i forhold til løsningen med udbygning af p-huset. Som forberedelse af planlægningen i forhold til den tidligere Kjellerupsgade skole indtænkes 24 af de 160 pladser til opfyldelse af en fremtidig plans afledte parkeringsbehov. Indenfor den samlede økonomi sikres midler til det nye forslag til parkeringsprojekt, hvor der afsættes i alt 5,5 mio. kr. i anlægsudgift i 2020. Heraf forventes knap 50% at kunne finansieres fra Aalborg Kommunes parkeringsfond. Arealerne, der tages i anvendelse til parkering, rummer i dag bl.a. skaterbane og legeplads. Som led i budgetforliget flyttes disse anlæg til andre arealer i midtbyen. Sideløbende med etablering af det nye parkeringsareal, udbydes p-huset på Sauers Plads til salg. Salget finder sted, når det nye p-anlæg er etableret. Der er indarbejdet et forventet salgsprovenu i 2020.
Allerede på det tidspunkt frygtede Mads Duedahl, at planerne ville blive henlagt.
- Det betyder bare, at der kommer til at mangle p-pladser. Det er vigtigt for Venstre, at man hurtigst muligt får etableret nogle flere p-pladser på Sauers plads. Så må det tage tid. Ellers bliver det et endnu større kaos, end det, vi ser i dag. Aalborg midtby skriger på parkeringsmuligheder for folk, der bor her, skal på arbejde her eller har et andet ærinde, har Mads Duedahl sagt.