Omsætningen ikke ødelagt af regn – endnu
Foto: Camilla Thorup Christoffersen
Onsdag slog Nibe Festival sin egen omsætningsrekord, men regnen torsdag kan ende med at koste dyrt.
Målt på omsætning er Nibe Festival 2017 kommet formidabelt fra start. Onsdag blev der nemlig langet flere fadøl og burgere over diskene end sidste år, hvor festivalen ellers havde slået sig op på at have den største onsdag nogensinde med Volbeat som dagens hovednavn.
Dengang blev der omsat for 3,5 millioner kroner - men 2017 skulle altså vise sig at blive endnu bedre med en omsætning på godt 3,6 millioner kroner.
Det fortalte bestyrelsesformand for Nibe Festival, Thomas Larsen, på et pressemøde torsdag eftermiddag.
- Vi havde været ambitiøse og budgetteret efter sidste års niveau. Så at vi ligefrem går hen og slår det med over to procent, havde vi vist ikke set komme, sagde Thomas Larsen.
Dermed lider Nibe Festival altså endnu ikke under torsdag formiddags gedigne skyller, der fik flere festivalgæster til at pakke tasker og telt sammen og tage hjem. Men det er endnu for tidligt at sige, hvor stor betydning det dårlige vejr får for dette års regnskab.
- Altså, billetsalget går over al forventning. Vi vidste jo, før festivalen overhovedet var gået i gang, at vi havde solgt flere billetter i år, end vi gjorde i alt sidste år. Og salget er godt i gang. Som det ser ud nu, er vi kun 200-300 billetter om dagen fra at have helt udsolgt, så det er pænt, lød det fra Thomas Larsen.
- Men det er klart, at det kan koste os dyrt med sådan lidt morgendug. Det e jo ikke gratis at køre 100 kubikmeter flis ud, og det kan også komme til at koste os at skulle reetablere skoven, når vi er færdige her. Men vi er ikke bekymrede endnu, fortsatte han.
Afslutningsvis afslørede Nibe Festivalens formand endda, at han havde lovet sine frivillige, at hvis de nåede omsætningsbudgettet for torsdag også, ville han kaste sig pladask i en mudderpøl.