Enke til mistænkt lastbilchauffør: Forstår ikke hvorfor oplysninger først kommer nu
Foto: TV2 Nord
Jette Andersen, der er enke af Erik Mørk Andersen, der blev udpeget som manden bag Scandinavian Star-branden, undrer sig over at Flemming Thue Jensen først nu står frem med sin viden om branden.
Den 7. april 1990 omkom 159 mennesker i branden på Scandinavian Star, der var på vej fra Oslo til Frederikshavn. Et af ofrene var den danske lastbilchauffør Erik Mørk Andersen, der i 1991 af norsk politi blev udpeget som hovedmistænkt for branden.
I 2014 blev han dog renset for anklagerne, da norsk politi efter at nye efterforskere havde gransket sagen, trak anklagen tilbage.
Søndag stod Flemming Thue Jensen, der var den danske hovedundersøger af branden på Scandinavian Star frem med oplysninger, der peger i retning af, at gerningsmændene skal findes blandt skibets besætningsmedlemmer. Oplysninger, han har lagt inde med siden branden i 1990, men som han først nu har haft mulighed for at fortælle offentligheden om.
Og at der skulle gå 26 år før så centrale oplysninger om katastrofen skulle nå offentligheden stiller Jette Andersen, der er enke efter Erik Mørk Andersen, sig uforstående overfor.
I et interview med TV 2 | Østjylland siger hun blandt andet:
- Jeg forstår bare ikke, hvorfor de her oplysninger ikke er kommet frem langt tidligere. Der tog han mere hensyn til sig selv end os, der har mistet.
Hun sad søndag klokken 12 klinet til skærmen da Flemming Thue Jensen på et pressemøde i Oslo delte sin viden med resten af verden, og med de nye oplysninger, der med stærke indicier peger på, at det var to besætningsmedlemmer på Scandinavian Star, der stod bag branden, kommer et stærkt ønske tættere på at kunne gå i opfyldelse.
- Jeg har hele tiden sagt, at min drøm er at stå foran retten i Oslo med et skilt, hvor der står: "Erik er renset". Den drøm er kommet meget tættere på nu, siger Jette Andersen.
Se hele TV 2 | Østjyllands interview med Jette Andersen herunder.