Vindueskiggeri? Mystisk drone plager i nordjysk by
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Genrefoto.
Dronen kommer oftest på besøg om aftenen og morgenen, når der er mørkt.
Gennem den sidste måneds tid er en mystisk drone blevet spottet flere steder på Mors, hvor den har fløjet lavt blandt husene.
Blandt andet har den flere gange om ugen besøgt Nadja Pedersen.
- Man bliver utryg og mere privat, forklarer hun.
Hun fortæller, at dronen flyver ved hendes vinduer og over hende, når hun lufter sin hund.
- Jeg føler, den kigger ind i huset, og det er ikke fordi, jeg har noget at skjule, men det er virkelig ubehageligt, siger hun.
- Min hund kan heller ikke lide den, så han stresser og gøer, når den er der, og det er jo ikke så smart om aftenen midt i byen, tilføjer hun.
Dronereglerne
Du må ikke flyve over huse og dertilhørende områder, som er afgrænset af hegn, hæk, mur eller lignende, hvis du er i mindre end 100 meters højde.
Hvis du skal overflyve huse som en omkranset af hæk, hegn og mur i under 100 meters højde skal du indhente ejers eller beboers tilladelse.
Du må gerne overflyve huse med hæk, hegn og mur uden at spørge om tilladelse i mindst 100 meters højde og med en horionsontal hastighed på mindst 5 m/s. Du må ikke cirkulerer rundt om huse, men overflyve dem fra A til B.
Husk, at denne regler gælder kun hvis du skal overflyve huse med hæk, hegn eller mur, så fx må du gerne overflyve områder som er omkranset af hæk, hegn og mur hvis det ikke er til gene for ejeren i lav højde.
Beboelsesejendomme
Flyvning med droner nærmere end 2,5 meter fra beboelsesejendomme, som ikke er afgrænset af hegn, hæk, mur eller lignende, må ikke finde sted uden bygningens ejer eller administrator eller dennes samtykke.
Ved flyvning nærmere end 2,5 meter fra beboelsesejendomme, skal beboerne orienteres inden flyvningen. Dette fungerer typisk via en e-mail til beboerne en dag forinden eller en seddel i opgangen.
Kilde: Trafikstyrelsen
Mange har haft besøg af dronen
Nadja Pedersen er langt fra den eneste, der har haft uønsket besøg af dronen. I den lokale Facebookgruppe "Morsø fællesgruppe" har flere nemlig delt sine oplevelser med den mystiske drone. Her skriver flere, at de har oplevet det samme som Nadja Pedersen, nemlig at dronen flyver ved folks vinduer.
Blandt andet fortæller en borger, at dronen flyver ved deres soveværelsevindue og køkkenvindue til trods for, at de bor på 1. sal.
Før opslaget i gruppen vidste Nadja Pedersen ikke, at andre havde haft besøg af dronen.
- Det gjorde mig lidt glad, da det på en eller anden måde virker lidt mindre skræmmende så, forklarer hun.
Svært for politiet
De mange episoder med dronen har også kastet en politianmeldelse af sig. Dog er det ikke lykkedes nogle at få taget et billede eller en video af den mystiske drone.
- Hvis man oplever at blive chikaneret af en drone, skal man selvfølgelig anmelde det til politiet, lyder opfordringen fra Niels Christensen fra lokalpolitiet i Thisted.
Det kan dog ifølge politiassistenten være svært for politiet at fange dronen.
- De ligner oftest hinanden, og selvom vi har en hurtig responstid, så vil dronen nok være væk, inden vi kommer. Så det vi gerne vil, er hvis folk for eksempel ser dronen lande et sted, eller ser nogle tage dronen med sig, sådan nogle oplysninger kan vi bruge, forklarer Niels Christensen.
Hos politiet oplever man desuden ikke, at det er et generelt problem med droner.
- Men vi forstår selvfølgelig godt, at de her borgere er utrygge, afslutter han.