Vandkvaliteten er for dårlig: Kommune fraråder badning
Hvis du får lyst til en kølig dukkert, er det en fordel at finde et andet sted at tage den end ved Bjørndrup Strand nord for Nykøbing.
Sådan lyder det fra Morsø Kommune, som fraråder badning ved stranden, fordi vandkvaliteten simpelthen er for dårlig.
'Morsø Kommune fraråder at bade ved Bjørndrup Strand fra 29. juli efter målinger af vandets kvalitet og frem til den 2. august indtil videre', skriver kommunen på sin hjemmeside.
Der bliver taget vandprøver ved Morsø Kommunes 15 mest besøgte strande, og efter aftale med Styrelsen for Patientsikkerhed er det besluttet at fraråde badning ved Bjørndrup Strand.
Den målte vandkvalitet er dog ikke så dårlig, at det kræver et badeforbud.
Morsø Kommune følger kvaliteten af badevandet tæt, og der afventes lige nu resultater fra nye vandprøver. Kommunen vil melde ud, så snart det vurderes, at det er sikkert at bade igen.
Der vil være et informationsskilt ved badestedet, hvis frarådningen af badning forlænges.