Tredje indbrud på tre uger: - Jeg er næsten sikker på, det er de samme
Foto: Privatfoto
Kibsgaard Specialproduktion har oplevet deres tredje indbrud på tre uger i denne weekend
Kibsgaard Specialproduktion har oplevet deres tredje indbrud på tre uger. Ejeren er overbevist om, det er de samme gerningsmænd, der er på spil.
I 30 år har Kibsgaard Specialproduktion ApS ligget på Nordmorsvej, og har aldrig oplevet et indbrud.
Nu står ejeren med tre på tre uger.
For to uger siden skete det første indbrud, hvor tyvene skar låsen af med en vinkelsliber. Her slap de afsted med flere batteridrevne værktøjer, og det spænder nu ben for produktionen.
- Det koster både penge i materialer og i tid, når alt skal optælles og indberettes til forsikringen hver gang, fortæller Adam Lowe, der er ejer af Kibsgaard Specialproduktion.
Der skulle kun gå lidt over en uge, før uheldet bankede på døren igen. Her havde Adam Lowe svejset stålplader på låsen, så tyvene ikke kunne komme samme vej. Så derfor kom det bag på ham, at de bare fandt en anden metode.
- De brød et lille vindue op i en rulleport, uddyber Adam Lowe.
Tyvene kom på endnu et visit mellem fredag og lørdag. Denne gang slap tyvene afsted med både værktøj og olie.
- De stjal mellem 500 og 600 liter olie fra min tank, fortæller Adam Lowe og forsætter
- Jeg er næsten sikker på, at det er de samme gerningsmænd.
Der skulle blot gå 24 timer før tyvene, fik blod på tanden igen. Her slap de afsted med resten af olien i tanken og mere værktøj. Det har fået ejeren til at skride til større handling.
- Jeg vil helst ikke udtale mig om, hvad vi har gjort for at forhindre, at de gør det igen, siger Adam Lowe.
Værktøjet er letgenkendeligt, da det er slidt og i rødlige farver. Derfor håber ejeren nu, at folk vil holde et vågent øje.
Lokalpolitiet i Thisted udtaler, at de arbejder i flere spor, og opfordrer vidner til at stå frem, hvis de har oplysninger om indbruddene.